Thunder Road (2018)

Ovenpå succesen med sin egen 13 minutter lange kortfilm af samme navn skabte Jim Cummings her to år efter en spillefilmsvariant, der virkelig har trukket publikum til sig. Det er en film centreret om en udtalt humørsvingende bittersødme. Og det er ligeså meget filmens styrke, som det er dens svaghed.

En sølle eksistens

Provinsbetjenten Jimmy Arnaud (spillet af Cummings selv) er en temmelig sølle eksistens. I hvert fald har han ualmindelig svært ved at gebærde sig i livet. I filmens første og 10 minutter lange scene danser han kluklatter-grædende frem og tilbage foran sin mors kiste, og snart står han også midt i en skilsmisse, med datteren som deltidsbonus.

Livets facetter

Det vanskelige sind smitter efterhånden af på politiarbejdet, og snart får Jimmy endnu mere tid til at tænke over livets facetter - dog kun indtil endnu en skelsættende begivenhed tvinger ham både i knæ og til at tage affære.

Buldrende fremtoning

"Thunder Road" henviser til dét hit af Bruce Springsteen, som Jimmy ubehjælpsomt forsøger at danse/synge/fremføre til sin mors bisættelse. Men titlen kan også tolkes som en understregelse af den kejtede betjents buldrende fremtoning. Det kniber med det dér temperament!

Både og / enten eller

Hvis Cummings' film vil være en komedie, lykkes den ikke helt igennem troværdigt i sit forehavende. For filmen vil nemlig også være et drama, og her lykkes den heller ikke. Den er både og, og hverken enten eller, snarere end at lys- og skyggesiderne i historien spiller forbilledligt op til hinanden.

Inkonsekvent bittersødme

Havde bittersødmen været mere konsekvent, ville filmen utvivlsomt have stået stærkere, men nu bliver vi mere end noget andet vidner til en art filmatiseret stand up show, hvor Cummings tilmed overpræsterer i de mange komiske optrin. Bedre går det ham, når dramaet bider.

Mange stemningsspring

Publikum kan have svært ved at forlige sig med de mange spring i stemning. Det bliver for abrupt, for villet - og indgår ikke som små sfæriske skift i glidende mønstre. Heldigvis er herlighederne stort set forskånet for underlægningsmusik, hvilket i hvert fald tager toppen af den alt for ujævnt rundede kransekage.