Weldi (2018)

Med sin ekstraordinært aktuelle dramatik sætter Mohamed Ben Attia for alvor debatten i gang. "Weldi" er historien om 19-årige Sami. Han er sine forældres eneste barn, og de er derfor ekstra opsatte på, at han skal have det godt og have fremtiden banet lys foran sig.

Et stort chok

Derfor kommer det som ekstra stort chok, da Sami en dag er forsvundet uden at efterlade sig besked. Det lykkes faderen at finde ud af, at Sami er rejst til Syrien - åbenbart indfanget af muligheden for at blive hellig kriger.

En farlig rejse

Faderen sætter sig nu for at finde sønnen, og han begiver sig ud på en farlig rejse via Tyrkiet og underhåndsbetalte guider. Snart befinder han sig i Syrien, hvor jagten på sønnen i de støvede vidder kan begynde.

Forældre-afmagt

"Weldi" rummer klare kvaliteter i formidlingen af forældrenes afmagt over tabet af deres søn. Ingen så det komme, og de vil formodentlig aldrig få svar på, hvorfor Sami lod sig friste i retning af krig, terror og det glade vanvid.

Uudnyttet potentiale

Stærkest er scenerne, hvor mor og far er i vildrede og endnu fulde af sorg og chok over sønnens beslutning. Langt mindre vellykket er desværre faderens rejse til Syrien - et klart uudnyttet spændings-potentiale, fordi fortællingen her helt mærkværdigt springer et par udviklingstrin over - så faderen fx ud af det blå pludselig finder sin søn i den syriske vildmark.

Mellemøstlig desperation

Her kunne man have ønsket sig mindre grundighed i filmens ofte meget lange transport- og hjemmelivsscener - og mere grundighed i den egentlige spændingskilde: Faderens togt, der ellers er ren spændningsguf med den mellemøstlige desperation i en moderne håbløshed.

Pænt trekløverspil

Musik er der ikke meget af, ind imellem dog et temmelig anmassende "xylofon-tema". Trekløver-spillet mor, far, datter er pænt, men når aldrig de helt store spænd- og spændingsvidder.