Ceux qui travaillent (2018)

    En familiefar med stor karriere tager en forkert beslutning - og snart er hele hans verden ved at ramle sammen.


    DEROUTE

    Antoine Russbachs schweizisk/belgiske debutspillefilm er noget så sjældent som en paralyserende perle - ganske enkelt forjættende elektrisk i al sin narrative og yderst velspillede enkelhed.

     

    Arbejdshest

    Familiefaren Frank har et stort og velbetalt job i logistikbranchen, og han arbejder ofte sent. Det er noget, konen og de fem børn har vænnet sig til - til gengæld lever familien det fede liv baseret på Franks rigtigt pæne indtjening.

     

    Skyld og skam

    Men en dag træffer Frank - presset af omstændighederne - en fatal beslutning over telefonen. Det kommer til at koste ham dyrt. Ikke alene bliver han fyret, han kan ikke finde ud af at fortælle den omvæltende begivenhed til sin familie. Han lader som om, intet er hændt - og imens hober skylden og skammen sig op.

     

    En moderne mands deroute

    "Ceux qui travaillent" skildrer en moderne mands deroute, så det løber koldt ned ad ryggen. Det er fænomenal formidling af dén krise, som rigtig mange frygter at komme ud for: Dét at miste hverdagens faste holdepunkt, arbejdet, der også spiller en væsentlig rolle i identitets-opretholdelsen.

     

    Kontrastmættet elegance

    Filmen går helt tæt på de meget stærke følelser hos Frank - i en begavet kontrastmættet elegance. For Frank er ikke en, der skilter med sine følelser. Han er pokerfjæsets mester, ikke af mange ord og ikke særligt social. Måske derfor er det også lettere for ham at skjule sin deroute for familien, i hvert fald et langt stykke hen ad vejen.

     

    I den geniale ende

    Her er fænomenalt velvalgt ingen underlægningsmusik overhovedet, og Olivier Gourmets hovedrollepræstation er i den helt geniale ende, hvor man må knibe sig selv i armen. Som det lykkes ham at formidle uroen, smerten og afmagten i ganske subtile udbrud, bliver vi alle en del af hans skæbne.

     

    Stærk identifikationskraft

    Familielivets små udsving er sjældent set mere oprigtigt spillet og indfanget, med rigtigt fine børne- og ungdomspræstationer. En på mange måder uafrystelig filmoplevelse, der særligt for moderne mænd rummer en identifikationskraft, der suger alle sommerfugle ned i mellemgulvet.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2018, Schweiz, Drama, Psykologisk drama, Teenagere, Børn på film, 102 min.

    Dansk titel: Those Who Work
    Instr: Antoine Russbach Prod: Elodie Brunner, Bernard De Dessus les Moustier, Olivier Dubois Manus: Emmanuel Marre, Antoine Russbach Foto: Denis Jutzeler Klip: Sophie Vercruysse
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • CPH - New Talent Grand PIX-nominering