Touchez pas au grisbi (1954)
En aldrende gangster må på arbejde igen, da en ven bliver kidnappet med krav om otte stjålne guldbarer som pant.
STILISERET KRIMI
"En fransk "Scarface"", skrev pressen bl.a. ved premieren herhjemme i 1954. "Paris på vrangen" blev den mere mundrette danske titel på Jacques Beckers stilrene, elegante og på mange måder underspillede gangsterfilm med originaltitlen "Touchez pas au grisbi".
Lad pengene være
Lad pengene være - som ville være den direkte oversættelse af titlen - kredser om otte guldbarrer og deres "ejermænd", herunder filmens hovedperson, Jean Gabins Max. Guldet har tilsammen en voldsom værdi, og Max og hans kompagnoner er ikke kommet helt legalt til de gyldne stænger.
Fuldtidsgangster på pension
Faktisk er Max gået på pension fra sit job som fuldtidsgangster. Barrernes værdi skal sikre hans otium, men noget går galt. Konkurrerende bagmænd har fået nys om guldet og kidnapper nu Max' bedste ven. Hvis de to skal se hinanden igen, må Max hoste op med værdierne.
Noir-æstetiseret
Hvad der hæver Jacques Beckers krimidrama et pænt stykke over middel er ikke udelukkende den noir-æstetiserede og bundløst delikate fotografering (Pierre Montazel indfanger konstant stemninger i fascinerende vinklinger og lyssætninger.)
Underspillet og nedtonet
Men også den underspillede, nedtonede og primært mentalt bagvedliggende gangster-tone er væsentligt medvirkende for filmens nærvær og udstråling. Det er sjældent, at en kriminalfilm med så meget på spil (guld, menneskeliv, kvinder og ære) evner at holde sig så meget tilbage og undgå genrens mange ofte over-actionmættede faldgruber.
Fritaget for musik
Hvad angår tone er "Touchez pas ai grisbi" i øvrigt vidunderligt fritaget for underlægningsmusik: Jean Wieners originaltoner viser sig kun yderst sjældent, ellers er underlægningen begrænset til Max' "personlige" tema, som vi første gang præsenteres for, da han sætter jukeboksen i gang på den lokale café.
Becker som forgangsmand
Jacques Becker var lidt af en forgangsmand, da han her i 1954 præsenterede krimi som genrefilm for det franske og verdens biografpublikum. I virkeligheden blev "Touchez pas au grisbi" den første i en lang række af yderst mindeværdige franske krimier - året efter serverede Jules Dassin en af de allerbedst kendte, bankrøver-mesterstykket Du rififi chez les hommes (1955).
Mange studieoptagelser
"Paris på vrangen" er nok en smule stillestående set med nutidens briller, og de mange studieoptagelser tager pusten fra intensiteten i perioder. Særligt når der tages favntag med mindre klædelige komiske indspark. Filmens slutsekvens er uden sammenligning den mest intense - hér bidrager udendørsoptagelserne med den livgivende puls og ægthed.
Et nyt gennembrud
Jean Gabin er strålende i filmens dominerende hovedrolle, og samarbejdet med Jacques Becker betød et nyt gennembrud for den markante skuespiller. I en mindre birolle som gangster på "fjendens" side debuterer Lino Ventura med pæn udstråling.
Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1954, Frankrig, Italien, Krimi, Drama, 94 min.
Dansk titel: Paris på vrangen- Jean Gabin (Max)
- Daniel Cauchy (Fifi)
- Lino Ventura (Angelo Fraiser)
- Paul Frankeur (Pierrot)
- Jeanne Moreau (Josy)
- Pierre Moncorbier (Un barman)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation