The Infiltrator (2016)

Skarp, men også lettere poppet biografisk skildring af toldagenten Robert Mazurs farlige undercover-mission i 1980'ernes højtbelagte narkomiljø. Mazur tager identiteten Bob Musella for at kunne optræde som hvidvaskeren uden skrupler. Og den rolle spiller han så godt, at han snart kommer helt tæt på de store narkobaroner, herunder selveste Pablo Escobar.

Fænomenal Cranston

Instruktør Brad Furman havde Bryan Cranston i en fin birolle i sit retssalsdrama The Lincoln Lawyer (2011). Nu har Cranston fået hovedrollen som The Infiltrator, og det er af afgørende betydning for den noget klichémættede stil og opbygning - Cranston gør det nemlig fænomenalt.

Goddaw på drengen

Der er goddaw på drengen næsten fra start til slut i en handling, der udvikler sig mere og mere betændt og livstruende. Hvis Robert Mazur havde troet, det var ufarligt at drive gæk med de helt store bagmænd og deres håndlangere, kommer han i hvert fald snart på helt andre tanker.

Dobbeltlivets kompleksitet

Den detaljerede beskrivelse af dobbeltlivets komplekse facetter er filmens største fascinationskraft. Der skal bl.a. skaffes en forlovet til Bob Musella - en kvinde, der skal være villig til at gå hele vejen i den gode, narko-optrevlende sags tjeneste. Det afstedkommer en række meget farlige situationer, hvor Musellas troværdighed er på vippen - og hermed tæt på at bringe ham en kugle for panden.

Flaksende stil

Det poppede i filmens stil kommer primært til udtryk i den evigt flaksende klipning, hvor ro i hvert fald ikke er et begreb, man synes at have overvejet. Der skal være smæk for skillingen - og det klinger underholdende, men også noget hult. Næsten ubønhørligt konstant musikunderlagt er "The Infiltrator" et sandt inferno af tonemæssig overfortælling.