All Quiet on the Western Front (1930)

Filmatiseringer af Remarques roman:

All Quiet on the Western Front (1930)

All Quiet on the Western Front (1979)

Im Westen nichts Neues (2022)

Beundringsværdigt filmisk og plotmæssigt afglorificerende gengav Lewis Milestone her i den tidligste talefilmstid Erich Maria Remarques klassiske roman om unge tyske mænd, der i dén grad får 1. verdenskrigs rædsler under huden. "All Quiet on the Western Front" står i dag som en flagskib i genren (anti)krigsfilm og er på mange måder et tidløst billede på den åndelige dissektion af soldater i krig.

Dundertalen, der sælger

Tyskland, 1914. En skolelærer holder dundertale for sine unge mænd i klassen. Alle gør store øjne over de store gloser om mulighederne for storhed og ære i den nye krig. De unge mænd skal bare se at komme i gang med en soldaterkarriere, så kommer lykken og frommen helt af sig selv - lokalt som nationalt.

Ikke rosenrødt

Helt så rosenrød bliver virkeligheden ikke. Så snart skyttegravene og slagmarkerne er indtaget, afløses forventningens glæde af umiddelbar håbløshed, afmagt og decideret vanvid. Gruen og helvedet er så smittende, at flere af mændene bukker mentalt under for fjendens konstante bombardementer.

Uden omsvøb

Milestones tilgang til billedliggørelsen af Remarques roman er uden omsvøb. Arthur Edesons fotografering er mange steder stumfilmsæstetiseret med vidunderligt ekspressionistiske lyssætninger og stramme kompositioner. Men der er ligeså meget liv og enkelhed over stilen, som den er formfuldendt - ikke mindst i de ikoniske kampscener, der står endog meget stærkt i deres lydknappe skarphed.

Fritaget for musik

Filmen er fuldstændig fritaget for underlægningsmusik - den eneste "underlægning" er lyden af frygt - primært eksponeret i de mange ofte vedvarende bombardementer - både tæt på og længere ude i horisonten. Det er her, i den på én gang voldsomme og diminutive fortællestil, at Milestone skaber magi i sin iscenesættelse.

Kampenes hede

Spillestilen er i en lettere teatralsk retning, som dét barn af den meget tidlige talefilm, den er. Det bliver lidt stift i tale, mimik og gestik - mest anstrengt i filmens rigeligt lange afstikkere til soldaternes orlov fra kampzonen. Bedre glider stilen ind i kampenes hede, hvor spektakulære perspektiveringer (nær og fjern) på døende unge mænd sætter sig med stor effekt på nethinden.