The Black Hole (1979)

To år efter den første Star Wars-film forsøgte Disney sig med en "kun-for-voksne"-science fiction-film om et af universets forjættende sorte huller. Det kom der et dobbelt Oscar-nomineret, men ligeså papirtyndt og tåbeligt produkt ud af - og det er i dag rent ud sagt ufatteligt, at filmen overhovedet kunne få et liv i biograferne, uden at publikum lagde sig fladt ned i krampelatter.

Gådefulde huller

"The Black Hole" kredser bogstavelig talt om et af universets gådefulde sorte huller. Rumskibet USS Palomino med besætning erfarer, at der "inde" i det nyopdagede sorte hul gemmer sig et hidtil forsvundet søster-rumskib, og nu er en farlig mission under opsejling. For hvad gemmer der sig mon inde i hullet?

Space kitsch

Man skal være udtalt tilhænger af space kitsch à la "Star Trek" for at finde "The Black Hole" fascinerende. Alt ved filmen er billigt udseende, på trods af store investeringer af Disney i både kamerateknik og special effects. De få indstillinger, der ikke ligner hjemmefusk kan tælles på en hånd, og der er meget langt til både Star Wars- og i særdeleshed Alien-niveau, begge film fra sidst i 1970'erne.

Ufrivilligt komisk

Skuespillet er stift, komisk tydeliggjort af pinligt kejtede kostumer. Talende og "nuttede" robotter uden gennemslagskraft sætter prikken over i'et i en storproduktion, der ikke kan opfattes som ret meget andet end ufrivilligt komisk. John Barrys musik hører til blandt hans mindre inspirerede - filmen indledes (som en af de filmhistorisk set sidste) med en lang ouverture (sort skærm med Barrys hovedtema.)