Cruising (1980)

Absolut ikke uden mod af William Friedkin at kaste sig over filmatiseringen af Gerald Walkers roman om en morder med forkærlighed for at myrde lak- og læderbøsser i New York City. "Crusing" er i hvert fald uden tvivl noget af det mest eksplicitte, amerikansk mainstream kom en karakteristik af bøsser i 1980.

Højdramatik og kitsch

Vi bliver vidner til en højdramatisk film, der ikke sætter sit lys under en skæppe. Det udvikler sig både til kitsch, men også kram - for "Crusing" rammer i udvalgte scener en stemning, der er helt sin egen - og ganske begavet stykket sammen.

Bestialske bøssemord

Al Pacino spiller den unge Newyorker-politimand Steve Burns, der af politchefen Capt. Edelson får et tilbud, som han på forhånd i hvert fald ikke har nogen betænkeligheder ved at takke ja til. Steve skal gå undercover og infiltrere storbyens homoseksuelle miljø - planen er at få skovlen under en seriemorder, der i den seneste tid har begået en række bestialske mord på bøsser.

Ingen nem tjans

Snart befinder Steve sig i orkanens øje, hvor det ikke er let at se sig tilbage - og de mange timer mellem i bedste fald letpåklædte mænd sætter sit præg på den unge betjents forhold til Karen Allens Nancy. Det er ikke nogen nem tjans, han har taget - og heller ikke ufarlig.

Den rette udstråling

For planen er, at Steve skal tiltrække sig morderens opmærksomhed. Han skal bare sørge for den rette udstråling, men måske er det ikke helt let, når man er ny dreng i "branchen", omgivet af lak- og læderbøsser med store sovekammerøjne under kasketskyggen.

Sært sammensat

"Cruising" er en sært sammensat filmoplevelse, der på den ene side fungerer blændende godt i sin mystik-omspundne (og fænomenalt lyssatte) tilgang til homomiljøet og de mange lyssky og ofte aparte krumspring mellem liderlige mænd. Her lykkes Friedkin forbilledligt i den seksuelle omklamring (det evigt uudslukkelige begær væves dygtigt ind i storbypulsens mørke og hemmelighedsfuldhed - om natten er alle hankatte grå.)

Overstyrede scener

På den anden side rammer Friedkin et pænt stykke ved siden af, når filmen forsøger for meget på flere af sine tangenter - og vil mere, end grundpakken er gearet til. Det afføder en lang række både overstyrede og ufrivilligt komiske scener, der savner kunstnerisk idé og styring.

Sære nomineringer

Men langt fra så ringe, som det ellers kunne syne ud af de i alt fire Razzie- og The Stinkers Bad Movie-nomineringer, filmen opnåede i samtiden (herunder sidstnævnte for Jack Nitzsches underlægning (Most Intrusive Musical Score)).

Original musik i ny rolle

Nitzsches musik er tværtimod dybt original og hævet mange niveauer over normal standard. Den spiller en central rolle, men på en anden måde end normalt, idet den er trukket tilbage og agerer lavmælt med sin idérige klangspændvidde. Helt fremme i lydbilledet er de mange knitrende læderjakker - en central spiller i dén gren af det homoseksuelle miljø, morderen og Steve færdes i.

Blændende spil

Al Pacino præsterer blændende i hovedrollen som den hårdt prøvede Steve Burns - først og fremmest, fordi han bevarer roen i rollen og ikke på noget tidspunkt forfalder til overspil. Ganske beundringsværdigt. Paul Sorvino er filmens anden rigtigt stærke spiller, i en politilederrolle helt fritaget for de sædvanlige raseriudbrud og i en lidt krumbøjet, tilsyneladende stoisk rolig personlighed, der nok mere sandsynligt dækker over den store usikkerhed, han har i jobbet som chef for drabsafdelingen.