Midnight Sun (2018)

    En teenager med en alvorlig sygdom vil så gerne være helt normal, at hun udsætter sig selv for undøvendige farer.


    BRÆNDT AF SOLEN

    Umiddelbart kan man ikke lige se det, hvis man ikke lige ved det: Teenagepigen Katie er både køn og helt normal. Og dog. Hun har en alvorlig diagnose, kaldet Xeroderma pigmentosum (forkortet xp), der gør, at hun ikke kan tåle sollys - som i overhovedet ikke!

     

    Ude om natten

    Derfor sover hun om dagen og er aktiv om natten, men hidtil har hendes sociale liv i det hele taget været stærkt begrænset. Heldigvis har hun sin omsorgsfulde, men også lidt for omklamrende far til at håndtere dagligdagen.

     

    Det normale liv

    Nu begynder drifterne imod et helt normalt liv at melde sig, manifesteret i mødet med den meget søde og forstående Charlie. Der går dog en rum tid, inden Katie fortæller ham sin hemmelighed - længe efter, at kærligheden har slået knopper, men kun kort tid før lyset ser ud til at slukke endeligt for Katie.

     

    Store perspektiver

    Baseret på den japanske film "Taiyô no uta" fortæller "Midnight Sun" en amerikansk-sødet kærlighedsballade med eksistentiel overbygning. Livet, døden og det som aldrig før populære nu forsøges skildret med store filosofiske perspektiver.

     

    Utilfredsstillende

    Det mislykkes totalt, og i bedste fald kan man kalde Scott Speers iscenesættelse for fraværende. "Midnight Sun" er en helt igennem utilfredsstillende filmoplevelse, der aldrig stikker dybere, end den tyndt skrevne dialog tillader.

     

    Rendyrket poleret overflade

    Duoen Bella Thorne og Patrick Schwarzenegger (yes, han er sin fars søn) er "nuttet", men rendyrket poleret overflade uden den mindste gnist af dybsindets nerve og nærvær - så det store tema på liv, død og kærlighed falder igennem til tonerne af den jævnt klistrede underlægningsmusik.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2018, USA, Romantik, Drama, Teenagere, 91 min.

    Dansk titel: Midnight Sun
    Instr: Scott Speer Prod: Jen Gatien, John Rickard, Zack Schiller Manus: Eric Kirsten Baseret på: spillefilmen "Taiyô no uta" Foto: Karsten Gopinath Klip: Michelle Harrison; Tia Nolan Mus: Ethan Dorr; Morgan Dorr; Nate Walcott
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation