Uomini contro (1970)

Da "Uomini contro" fik premiere i Italien i 1970, blev den bestemt ikke udelukkende positivt modtaget. Der var hård kritik af portrætvinklerne på italienske soldaterskæbner under 1. verdenskrig - fra både politiske og religiøse spidser.

Ingen glorificering

Måske fordi Francesco Rosis filmatiserting af Emilio Lussos roman ikke forherliger eller glorificerer indsatsen under krigen. Soldaterne kæmper det bedste, de har lært - som oftest i fuldstændig meningsløse kampe, som det var særligt kendetegnende for 1. verdenskrigs udørks-skyttegravsslag.

Krigen bag krigen

Filmens fokus er - eller vil i hvert fald gerne være - på krigen bag krigen. På hvad, der gør voksne mænd ligeglade med deres skæbne, så de til sidst ikke engang gider at krybe langs jorden, når de stiger op fra skyttegravens beskyttelse, men i stedet går oprejst mod den sikre død fra fjendens maskingeværer.

Ikke helt overbevisende

Og det er ofte denne type bagvedliggende nerve, der former de allerstærkeste krigsfilm. Problemet med "Uomini contro" er imidlertid, at den ikke lykkes helt overbevisende på ret mange parametre, men i stedet kun glimter i få intense scener.

Indpakningen i fokus

Tilgangen til mændenes skæbner rummer ganske enkelt ikke den nødvendige nerve og nærvær. I stedet stjæler indpakningen opmærksomheden, først og fremmest manifesteret i en helt uhørt larmende multi-anvendelse af Piero Piccionis MEGET dramatiske musik.

Hårdt kæmpende soldater

Lydsiden spejler således ikke ønsket om at skabe en antikrigsfilm, selvom man tydeligt mærker, hvor instruktøren vil hen med sin filmfortælling: I retning af nerve-autenticiteten mellem hårdt kæmpende soldater, såvel fysisk som psykisk.

Følelsernes slagmark

Der er for langt imellem de oprigtige tuer på de store følelsers slagmark, og filmen falder alt for ofte i en mudret grøft - rent narrativt - hvor det som tilskuer er svært at finde hverken filmisk tilfredsstillelse eller identifikation med de (dårligt lyd-dubbede) soldater og militære overhoveder.