Aldrig mere i morgen (2017)
En 80-årig kunstmaler med ung kone og barn dør i sygesengen, men passes op af en engel, der lader ham se de pårørendes reaktioner udefra.
LET BRÆNDTE VINGER
Klassisk døds-nysgerrig meta-komedie tilført Erik Clausen'sk non-konformitet, men ikke så vellykket som Clausens seneste film, demens-dramaet Mennesker bliver spist (2015). Vi er i det stort set rendyrkede komedieformat, hvor Clausen "tager pis på døden", eller rettere driver gæk med de levende, nu som død med ekslusiv adgang til de levendes rige via engelen Bodil Jørgensen.
Ungt kød
Clausens 80-årige kunstmaler Thorvald Mors er ikke nem at omgås, men det er dog lykkedes ham at score en betydeligt yngre kvinde og få et barn med hende. Nu høster han frugterne af det unge blod, og som han skal se, er der også oprigtig sorg fra de nærmeste, da han dør.
Problematisk forhold
Mere problematisk er forholdet til sønnen Vincent. Han HADER sin far og at stå i skyggen af hans selvglade væsen. I sin særlige position som engelens lærling erfarer Thorvald dog snart, at selv de dårligste forbindelser kan oppe sig og blive bedre til at leve, mens de har varmt blod i årerne - filmens grundlæggende morale.
Spidsfindigheder
Båret langt af spidsfindig humor og skæve personligheder fremstår "Aldrig mere i morgen" slet ikke ueffen. Men den føles over-instrueret og lidt villet - mere kantet i sceneopbygning og skuespil end det synes nødvendigt. Resultatet bliver en (lomme)filosofisk rejse ud ad livets og dødens tangenter - uden reelt rørende perspektiver, der ellers kunne have tilført en dramatik og charme.
Ikke prangende spil
Spillet er ikke prangende, dog udmærker Elith Nulle Nykjær sig (som sædvanlig) i en pragtfuld birolle som "under tøflen"-vedhæng til Thorvalds ekskone. Og Katinka Evers-Jahnsen er meget troværdig som datteren Lucia - med fint afmålte følelsesudbrud og en helt igennem oprigtig udstråling, der ikke har ladet sig ødelægge af den lidt kantede instruktion.
Underspillet musik
Underlægningsmusikken er herligt underspillet og dukker kun op i mindre blokke, oftest klassisk-kammermusikalsk med fine nuancer. Helt efter Clausen-bogen afsluttes med et Kim Larsen-hit til slutteksterne.
Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2017, Danmark, Komedie, Børn på film, 96 min.
Dansk titel: Aldrig mere i morgen- Erik Clausen (Thorvald Mors)
- Bodil Jørgensen (Engel)
- Marijana Jankovic (Alice Mors)
- Katinka Evers-Jahnsen (Lucia Mors)
- Nicolas Bro (Vincent Mors)
- Elith "Nulle" Nykjær (Ole)
- Niels-Martin Eriksen (Psykolog)
- Lisbeth Wulff (Johanne)
- Christian Tafdrup (Tv-journalist)
- Esben Dalgaard Andersen (Mikkel)
- Lars Thiesgaard (Lorentzen)
- Mikael Helmuth (Cafégæst)
- Christoffer Høyer Rasmussen (Begravelsesdeltager)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- RB-N - Bedste birolleskuespillerinde (Jankovic)
- RB-N - Bedste birolleskuespillerinde (Jørgensen)