A Night to Remember (1958)

Den britiske instruktør Roy Ward Baker ønskede at skabe en ærlig og utilsløret film om Titanic - idéen var at komme så tæt på den virkelige tragedie som muligt. For på troværdig vis at kunne implementere arkivoptagelser af skibets udstævning i 1912, blev "A Night to Remember" indspillet i sort/hvid, og til de ledende roller sørgede man for at finde skuespillere, der lignede de virkelige Titanic-farere.

Relativt tidløs

Når man møder Bakers film med nutidige øjne, står den stadig stærkt og relativt tidsløst - trods sine åbenlyse 50'er-dramatiseringer og enkelte primitive effekter. Historien kender de fleste, og dramaet op til, under og lidt efter forliset behøver således ikke nogen fyldig introduktion.

Forbillede for Cameron

Man ser tydeligt, hvordan Bakers film i mange henseender har været forbillede for James Camerons kiosk-basker Titanic (1997). Men de to film tåler ikke megen sammenligning i øvrigt, de udgør to helt forskellige verdener. Bakers film vil det semi-dokumentariske, Camerons dyrker - med store armbevægelser - det usandsynlige, men storsælgende romanceplot på tværs af klasseskel.

Fravær af musik

Et af de helt rigtige narrative greb ved "A Night to Remember", som gør at man ind imellem må knibe sig i armen, er fravalget af underlægningsmusik. William Alwyn, der først og fremmest var succesrig klassisk komponist, men også skrev en del filmmusik, har begået en meget dramatisk underlægning - men den anvendes stort set ikke, og sammenlagt i under fem minutter af filmens to timers spilletid.

Historisk hårrejsende

Således får det historisk hårrejsende drama lov til at stå alene i reallyd og -billeder, og det vinder det i meget høj grad på. Her er nemlig ingen sentimentalisering, i stedet har tilskueren mulighed for selv utilsløret at opbygge identikation med skæbnerne om bord, men allermest med den uhyggelige glidebane mod skæbnen på havets bund, 3800 meter nede.

Fine detaljer

Geoffrey Unsworths fotografering er betagende i al sin enkelhed, og det er sjældent, at miniatureoptagelser tager sig så autentiske ud - en bedrift i sig selv. Den sort/hvide æstetik rummer en detaljerigdom præget af meget fine enkelte detaljer, ikke mindst i lyssætningen. Da katastrofen indtræder efter en halv times spilletid, skrues der også op for tempoet - men kun i det uundgåeliges egen puls, aldrig forceret. Spillet er pænt over hele linjen, og ligheden med flere af det virkelige livs rejsende og sømænd er slående. Ikke mærkeligt at "A Night to Remember" af mange regnes for at være den ultimative film om Titanics forlis.