Goodbye Bafana (2007)

Olieret portræt af Nelson Mandelas 20 år bag tremmer, som oplevet af fængselsvagten James Gregory, der er hvid, racist og sydafrikansk bedsteborger i en tid med apartheid. Bille August går til det biografiske stof uden meget andet end glatte hensigter, og "Goodbye Bafana" er desværre en hurtigt glemt film.

Racismen håndhæves

Filmen tager sin begyndelse i slutningen af 1960'erne, hvor Gregory får til opgave at holde særligt øje med Mandela på Robben Island-fængslet. Efter en hård start, hvor racismen håndhæves, må Gregory efterhånden sande, at Mandela er en god mand med meget at byde på.

Et lokalt pres

Når Gregory "skifter side" og parkerer sin racisme, må han og kernefamilien også betale prisen: Det lille øsamfund vender dem ryggen og latterliggør deres nyvundne kærlighed til sorte. Spørgsmålet er, at Gregory kan klare presset.

Farlig sympati

Der er flotte stemningsbilleder i bredformat af Robben Island og andre bjergtagende sydafrikanske landskaber. Langt det meste af handlingen udspiller sig  dog i familien Gregorys egen lille verden, med udgangspunkt i fængselsvagtens tiltagende sympati for sin sorte fange.

Skabelonpræget

"Goodbye Bafana" står fast på sin alt for skabelonprægede formel, hvor det historiske pift går i ét med den polerede genskabelse. Der er ikke rigtig noget, der bider fra sig, og resultatet er pænt og overfladisk, uden at ret meget kommer som en overraskelse.

Stift spil

Joseph Fiennes og Diane Kruger er for stive i deres roller, mens Dennis Haysbert ikke får ret mange muligheder for udfoldelse som Mandela. Pænt meget underlægningsmusik slår tonen an fra første scene - igen er det hele pænt uden at være pirrende.