Call Me by Your Name (2017)

Gode, gamle, 89-årige James Ivory har skrevet det Oscar-vindende manuskript, baseret på André Acimans roman, og med til at komplettere instruktør Luca Guadagnios såkaldte Desire-trilogi. Og begær er der da også masser af i historien om 17-årige Elio, der forelsker sig stormfuldt i sin fars nye mandlige amerikanske assistent.

Ligefrem og fordomsfri

"Call Me by Your Name" har vundet mange homo-, såvel som heterohjerter verden over for sin ligefremme og fordomsfri gengivelse af homofili i fuld udfoldelse. Temaet er her for alvor blevet allemandseje, og udviklingen i denne retning er på mange måder særdeles kærkommen.

Kærligheden uden grænser

Kærligheden uden grænser mødes tilmed med forståelse af den unge Elios far, hvis livserfaring fortæller ham, at tiltrækning mellem mennesker ikke behøver følge Bibelens forskrifter. Således er filmen i vid udstrækning ikke en problem-homofilm, centreret om de velkendte "hvor er det synd for ham"-klichéer, og det er svært forfriskende.

Begæret rører på sig

Elio keder sig en kende på landet i Italien i begyndelsen af 1980'erne. Her bor han i sommermånederne med sin lille og velfungerende familie, mens han springer lidt i poolen og læser bøger. Da farens nye akademiske assistent Oliver ankommer til landstedet, begynder unge Elios begær at røre på sig.

Om den varme grød...

Der skal dog kredses længe om den varme grød og flirtes udvidet med lokale piger, før de to mænd kan gå i flæsket på hinanden. Det skal jo heller ikke være alt for åbenlyst, at de bærer på de trods alt hemmelighedsfulde lyster, for et italiensk lilleputsamfund er næppe helt klar til at se to fyre snave på gaden.

Potentielt tårepersende

Historien bevæger sig i en potentielt tårepersende retning - og slutningen er smuk i sin enkle perspektivering: Masser af væde i øjenkrogene, særligt hos det yngre (og endnu identitetslabile) publikum.

Lidt for eksponerende

Filmen er ikke præget af store narrative armbevægelser, men har alligevel en slagside mod det lidt for eksponerende. Den evigtvarende italienske sommer klæder vores lækre protagonister af til skindet, så særligt den meget delikat velskabte Elio vimser omkring "i den bare særk" - til alle sultne blikkes begejstring.

Detaljefornemmelse

Her kunne man have ønsket sig lidt mindre crowd pleasing og lidt mere detaljefornemmelse - noget, der ellers ikke mangler i Sayombhu Mukdeeproms rolige og intense fotografering. Dyrkelsen af Elios skønhed overgår med flere længder den ellers legendariske Morte a Venezia (1971).

Tavshed og naturlige lyde

Forhåndsængstelsen melder sig allerede under opening credits med meddelelsen om flere musik-rådgivere: Bare det nu ikke bliver en film komprimeret med pop-, rock- og ariesange. Gudskelov er der her fornemmelse for sagerne, så filmens centrale drama i vid udstrækning får lov at stå alene, understøttet af tavshed og naturlige lyde. Men der er en del musik til at booste tids- og stemningsbillederne - vægtigst er dog det faktum, at Elio er meget musikalsk, transskriberer klassisk musik og spiller både guitar og klaver.

Ægthed og nærvær

Samspillet mellem Timothée Chalamet og Armie Hammer er præget af ægthed og nærvær, hvilket er helt centralt for filmoplevelsens troværdighed. Men der er en berøringsangst forbundet med de to fyres tiltagende rå seksuelle begær. Noget, der leder tankerne langt tilbage i homofilmens historie.

Distancering af homoerotikken

Symptomatisk for denne tendens er distanceringen af homoerotikken til "havens blomster og fuglesang". Kameraet panorerer ud i haven, så snart shortsene skal til at ryge - som kontrast til den mere eksplicit erotiske fremstilling af heterosexen mellem Elio og en lokal ung kvinde.

Renskuret

Det vidner om, at nok er homo-romantiske film rykket mere talstærkt ind i den gennemsnitlige kernefamilies (biograf-)liv, men i tilfældet "Call Me by Your Name" er billedet på forelskelsen - og særligt sex mellem mænd - langt mere renskuret end fuldbyrdet troværdigt.