Undskyld vi er her (1980)

Aparte, utilpasset og overgearet farce-komedie, der mest af alt ligner en lang række filmatiserede mareridt. Filmens force er lige nøjagtig, at den rammer de flygtige drømmes ofte uforklarlige vanvid så ganske udmærket, men "Undskyld vi er her" fungerer i helheden alligevel vaklende som spillefilm.

Et opgør

Fætrene Aage og Viggo arbejder begge på et mystisk lager, hvor de triller rundt med nogle bure, der havner bag en automatisk lem - hele tiden underlagt chefernes falkeblik og krav om, at det skal gå hurtigere. Efterhånden stiger det fætrene til hovedet, og de gør oprør.

Avantgarde

Dét er hverken arbejdspladsen eller samfundet gearet til, og snart er Viggo og Aage i politiets varetægt. Her håndterer Torben Jensens politimand en arkitektlampe særdeles kreativt i bedste avantgarde-forhørsstil, når vores mærkværdige fætre skal afgive forklaring.

Grundlæggende ambitiøs

Røde tråde kan man kigge forgæves efter i denne grundlæggende ambitiøse, men også utilfredsstillende komedie. Filmen forbliver sitrende, springende og syret til sidste scene, og det eneste man har at holde sig til er passable præstationer og farvestrålende, Bahs/Balling-agtige absurde situationer.

Pinligt overspil

Jesper Christensens Aage er absolut ikke hans bedste rolle, snarere tværtimod. Her bliver det komiske overspil pinligt. Langt bedre klarer Tommy Kenter sig som fætter Viggo, blandt andet fordi Kenter har en medfødt komisk talentåre og kan charmere sig gennem det skæve filmunivers.

Spækket med små biroller

"Undskyld vi er her" er spækket med små biroller, og der opstår udmærkede scener undervejs - alle dog igen præget af filmens generelle mangel på balanceevne, så de fleste situationer drukner i det ekstreme. Med veloplagt musik af Fuzzy, i et spænd fra lyrisk klaversolo til det matchende avantgarde-elektroniske.