Fange Nr. 1 (1935)

Den ungarske instruktør Pál Fejös, bedre kendt under det mere internationale navn Paul Fejos, skabte sig efter en tid ved stumfilmen i hjemlandet et navn i Hollywood. Men han var også omkring Danmark og Nordisk Film, for hvem han fabrikerede tre spillefilm i 1934-35.

Pjankede løjer

"Fange Nr. 1" er pjankede løjer, ujævnt iscenesat og med spil på rutinen: Det er ved gud ikke stor filmkunst, men det er nok heller ikke forventeligt på baggrund af Paul Sarauw og Fleming Lynges ekstremt tyndkogte manuskript.

Ønske om fængsel

Christian Arhoff spiller den fortabte Felix, der strejfer omkring på (studie)gaden. Han ønsker sig mest af alt at blive sat i fængsel, da han har læst i avisen, at der er flere julegæs til overs - og så kan han jo tilmed få fred og ordnede forhold.

Uheldigt bemærket

Felix må virkelig gøre sig uheldigt bemærket hos politiet, før det endelig lykkes at blive sat fast. Det skal snart vise sig, at han kommer som sendt fra himmelen. Ikke kun for Robert Storm Petersens fangevogter, der var ved at kede sig ihjel, men også for Rasmus Christiansens politidirektør, der er tæt på fyring - simpelthen fordi, politikerne ikke mener, det kan være rigtigt, at fængslet står tomt.

Dikterer standarden

Det bliver fange nr. 1, der dikterer, hvordan fængselsopholdet skal forme sig, og snart har han det som blommen i et æg. Og samtidig går han med til at fingere en række indbrud, som politidirektøren iscenesætter for at kunne beholde sit job.

Ingen udstråling

Farceløjerne er mest passable i filmens begydnelse, uanset den høje grad af forudsigelighed. Senere går der platløjer i den, grænsende til det rent ud sagt ubehjælpsomme. Bedst er scenerne med Rasmus Christiansens betuttede politidirektør, hvorimod Robert Storm Petersens fangevogter (hans eneste tonefilmsrolle) desværre ikke er skrevet med nogen form for udstråling.

Velkendt vrissen

Maria Garland er velkendt vrissen som politidirektørens kone og har manden i sin hule matrone-hånd, når hun optræder i de tamt koreograferede hjemmescener. Petrine Sonne har en mikroskopisk birolle som øjenvidne til en af Felix' "forbrydelser" på gaden. Ferenc Farkas' musik gør ikke meget væsen af sig.