Gade uden ende (1963)

Dokumentarisk skåret spillefilm, tv-manden Mogens Vemmers (kendt fra datidens FOCUS-udsendelser) filmdebut og et markant indblik i københavnerprostitution blandt unge kvinder anno 1963. "Gade uden ende" er både tids- og stemningsbillede, så det dugger af intensitet - overraskende enkel og virkningsfuld i sine skildringer af unge prostituerede kvinder.

Elegant fotograferet

Præget af tiden og dens løftede pegefingre fremstår filmen i dag selvsagt en smule stiv i betrækket, men det gør ikke indpakningen og formidlingen mindre interessant. Først og fremmest elegant fotograferet tv-fotografen Bent Paulsen (der også gjorde en anden vaklende instruktørdebut, Christoffer Bros Gade uden ende (1969) visuelt seværdig). Billederne af Istedgades trækkende piger er både æstetisk flotte og præget af stor opfindsomhed.

Mellem virkelighed og dramatisering

Herudover er det værd at hæfte sig ved de uprøvede amatører i filmens roller. Kvinderne fra gadens sexscene medvirker som en slaks blanding mellem virkelighed og dramatisering, i tråd med filmens stil, og gør det pænt overbevisende og langt over, hvad man havde turdet forvente. Hele filmen er baseret på båndinterviews med samtidens prostituerede, og det meste af handlingen styres af en fortællestemme, hvis krop vi også følger på den farefulde færd i København.

Let tjente penge

Det er en teenagepige, der er løbet hjemmefra på grund af en twist med de gamle. Og nu lader hun sig friste af de let tjente penge i Istedgade. Så kan de gamle se, hvor galt det kan gå, synes at være filmens gennemgående morale. Men ellers er "Gade uden ende" ikke nogen gennemgående moraltung affære - snarere præget af en fluen-på-væggen-lethed, der her er ret unik i dansk film.

Løfter filmen

Location-optagelserne løfter filmen langt over middel, til gengæld er Louis Hjulmands xylofon-jazzunderlægning lige i overkanten, i det den følger stort set hele handlingen. Spændende musik i sig selv, men for udtværende. Filmen vandt en Bodil for bedste film og blev positivt modtaget af pressen.

Pressen skrev:

Den skrev bl.a.: "Man er rystet - milepæl i dansk film", "Seværdig dansk halvdokumentarisme", "Nyt skridt frem for dansk film", "En ærlig og tillige anderledes dansk film", "Stærk og ægte", "Fri for forlorenhed og pikanteri" og "Et anerkendelsesværdigt forsøg på et nyt fremstød for dansk film."