Champagnegaloppen (1938)

Med sine kreative studie-genskabelser af Tivoli i de glade dage omkring 1840 er dette historiske 30'er-komediedrama om ikke andet periode-interessant. Men George Schnéevoigts iscenesættelse og Fleming Lynges manuskript stikker i alt for mange retninger - fra syngespillende nonsens, over amors pile på kryds og tværs, til ufrivillig biedermeyer'sk kitsch.

Skumle bagtanker

Annie Jessens unge grosserer-datter Amelie har flere bejlere, bl.a. en ung musiker fra Tivoli, der spiller i selveste H.C. Lumbyes orkester. Men baron von Listow spiller også op til amour, dog med mere skumle bagtanker - han er nemlig mest interesseret i Amelie, fordi han står i gæld og gerne vil tilbage på rigmandskurs.

Ingen atmosfæriske perspektiver

Nu er det op til Amelies dømmekraft, hvem der bliver lukket ind i intimsfæren, og der skal files på violiner i mere end én forstand, før der er styr på både melodi og kærlighed. Alt sammen meget letløbende og teknisk 30'er-primitivt, men uden virkelighedens nærhed og charme. Her er ingen location-optagelser til at give de garvede (teater)skuespillere lidt vind i håret, og tilskueren atmosfæriske perspektiver.

Kedsommeligt

Det sætter de mange sang- og musikindslag i et noget ensidigt og kedsommeligt lys - og der er mange af dem, udført i tidstypisk teatralsk vibrato. Nogen særlig interessant tolkning af H.C. Lumbyes gøren og laden udgør filmen heller ikke, så tilbage er den blotte scenegulvs-fremdrift og enkelte skuespilleres små fine øjeblikke - her er Ellen Gottschalchs birolle som opvarterske blandt filmens mest mindeværdige.

Pressen skrev:

"Succes med Knald!" og "Der var virkelig Begejstring i Palads-Teatret i aftes, og der kan heller ingen Tvivl være om, at Nordisk Film baade har Ære og vil faa Glæde af sit nyeste Opus."