Din fortid er glemt (1949)

    En filmmanuskriptforfatter opsøger sin læge for at få en idé til en god historie. Men virkeligheden indhenter ham uventet.


    DEN GODE HISTORIE

    Forfriskende afbræk fra det folkekomisk gennemsnitlige, men samtidig en kende for patetisk bud på alvorstung socialrealisme: Charles Tharnæs' sidste film både skrev og instruerede han selv, og "Din fortid er glemt" rummer glimt af elegance, men ikke mere.

     

    Inspiration til ny historie

    Gunnar Laurings filmmanuskriptforfatter Poul er netop vendt hjem fra sin bryllupsrejse og opsøger sin læge, Ib Schønberg, i håbet om at få lidt stof fra den virkelige verden som inspiration til en ny historie.

     

    Dramatisk journal

    Efter lidt betænkningstid kommer lægen på en dramatisk journal fra tiden omkring, hvor han åbnede sin klinik. Der fandt han Bodil Kjers Anna liggende bevidstløs i venteværelset – syg af stress som følge af fysisk og mental mishandling... skal det senere vise sig.

     

    Fysiske og psykiske øretæver

    For Anna har for længst mistet sin egen vilje og er nu underkastet sin alfons, Ebbe Rodes Robert, og hans luner. Hun er i et jerngreb, hvor fysiske og psykiske øretæver er hverdag, og lægen kan ikke gøre meget andet end at se til.

     

    Ingen virkelig happy ending

    Mens filmatiseringen af tilfældet Anna i let rosenrødt omskrevet udgave bliver en stor succes med happy endning, ender Anna i det virkelige liv som prostitueret på den lokale bar, og manuskriptforfatteren må indse, at han selv, uden at vide det fra begyndelsen, spiller en rolle i hendes liv.

     

    Formørket opsang

    "Din fortid er glemt" er formørket opsang og let løftede pegefingre om skyggesiderne i det danske samfund, her fire år efter krigen. Formet mest af alt som et kammerspil, er stilen teatralsk og fuld af patos, og rollefigurerne kan let komme til at fremstå dikterende, herunder Ib Schønbergs lægetype.

     

    For karikeret

    Bodil Kjer er ganske habil som den forsmåede "lille kvinde", der har måttet affinde sig med sin skæbne, eller har valgt at gøre et. Og Ebbe Rode er slibrigt-klam som hendes alfons, dog for karikeret. Det er i Preben Lerdorff Ryes lille birolle som svedende, alkoholiseret bargæst, at vi finder filmens fineste præstation.

     

    Dramatisk musik

    Emil Reesens musik er velkomponeret og fuld af drama – med fine kammermusikalske arrangementer. Og den er ikke skambrugt. Victor Cornelius kan opleves sent i filmen som Annas levebrøds-bars hyggepianist.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024