Gift (1966)

En del år før pornografiens frigivelse gav Knud Leif Thomsen sig i kast med et filmprojekt, der skulle komme til at vække (international) opsigt for sit "erotiske frisind". Med "Gift" blev dagligstue- og samfundskonventionerne testet til grænsen med et tema, der mere end emmer af seksuelle drifter.

Seksuelt frisind

I den pæne familien Steen fra det bedre borgerskab ånder stort set alt fred og idyl - lige indtil Søren Strømbergs meget seksueltt frisindede unge Per ser familiens datter fra sin båd og sejler ind til hende på stranden.

Lægger an på alle kvinder

Per lægger an på alle kvinder, så både datteren og moderen står for skud, og Per viger ikke tilbage for noget. Snart viser han både menneske- og dyrepornografi (!) for den sagesløse datter. Og senere dukker han op til studenterfesten og ødelægger stemningen mere end 100 %. Det ender galt, blasfemisk og langt over stregen.

Lystfulde temaer

"Gift" begynder egentlig meget friskt og berører her de lystfulde temaer uden moralsk tyngende idioti - noget, der dog snart kommer til at præge billedet med kvælende effekt. Det går egentlig galt, allerede da Søren Strømbergs stram-badebuks/trussede Per entrer filmen.

Ikke pirrende

Pers sex-fiksering var muligvis ekstraordinært pirrende for et eventyrlystent publikum i 1966, men der er ikke meget pirrende over hverken formen eller indholdet, når man møder filmen i 2018.

Moraltungt

Det bliver hurtigt moraltungt og langt over det ufrivilligt komiskes grænseværdier. Læg hertil en generelt tvivlsom skuespiller-park, hvor Søren Strømberg slår tonen an med en tungt oplæsende stil (og de fleste andre unge med.)

Stift spil

Poul Reichhardt og Astrid Villaume (samt Karl Stegger i en mikroskopisk rolle) udgør filmens garvede grundstøtter, men her er der også tendenser i retning af både teatralsk og stift spil. Judy Gringers stuepige-rolle hører til blandt hendes mest mislykkede.

Tidstypiske beat-sange

Tidstypiske beat-sange er den primære musikalske underlægning, men kun i festlige sammenhænge. Den seriøse komponist Niels Viggo Bentzons originalmusik hører man absolut ikke meget til - det fornemmes dog, at tonen er original under filmens anslag.