Bundfald (1957)

Som dokumentation på en særlig tid og dens (moral)syn på ungdommens sløvsind og ikke mindst afvigende(!) seksualitet står "Bundfald" i dag som en væsentlig dansk film. Men Palle Kjærulff-Schmidts instruktørdebut er mest af alt teatralsk, opremsende og en kende ufrivilligt komisk.

Fuld af håb

24-årige Ib Mossins 17-årige Anton ankommer fra Jylland til København, fuld af håb om spænding og en læreplads i tømrerfaget. På Rådhuspladsen passes han hurtigt op af de to rødder, Bent Christensens Kaj og Preben Kaas' Egon.

Svigt og kølighed

De ser i Anton med det samme en potentiel pengemaskine. Og den naive jyde lader sig føre ind i verden af svigt og kølighed, som opdigtet trækkerdreng blandt ældre mænd, der søger lidt frækt selskab.

Let tjente penge

Det er let tjente penge - og Anton kommer ikke i nærheden af at knappe skjorten op, for straks efter at han er kommet med en herre hjem, står Kaj og Egon i stuen og truer sig til penge eller andre værdier - hvorefter trekløveret er forsvundet igen. Snart havner Anton dog i en situation, hvor han ikke kan bunde - og samvittigheden og politiet driver ham helt ud på kanten.

Samvittighed

"Bundfald" har fine indfald udi samvittighedsløsheden og de tilstødende samvittighedskvaler. Men nogen troværdig guide ind i den homoseksuelle verden anno 1957 er filmen langtfra, snarere er dette tema blot en dramatisk sensationssøgen.

Savner udstråling

Ingen af de bærende roller rummer ret meget udstråling, og både Mossin, Christensen og Kaas er stift spillende. Langt bedre går det for både Lone Hertz og Jakob Nielsen i helt små biroller som hhv. dullet kæreste til Kaj og alkoholiseret eneboer på havnekajen.

Vidunderligt frigjort

Hertz er vidunderligt frigjort og bramfri i sin første rolle som næsten voksen. Jakob Nielsen er fuld af eksistentielt smertelig udstråling i en rolle, han tilfører energi indefra. Ghita Nørbys bundnaive jydepige er tam (Nørbys blot anden filmrolle.)

Stemningstung københavner-fotografering

Der er stemningstung københavner-fotografering i let uelegant vekslen mellem billigt udseende studie-interiører og fint stemningsmættede gader og gyder. Sven Gylmarks musik rummer to inspirerede temaer, der dog gentages til ukendelighed.