Saa til Søs (1933)

    I et idyllisk fiskerleje trues tre godhjertede brødre i ruiner, men reddes af deres djærve plejedatter, der nok forstår at rejse 9000 kr. på sit glatte ansigt.


    STILLE SUS

    Emmanuel Gregers forsøgte her i starten af 1930'erne at køre Christian Arhoff og sin daværende kone Marguerite Viby i stilling som tidens nye store film-komikerpar. "Saa til søs" blev den første komedie med parret, og selvom de to måske ikke står helt ideelt til hinanden, er der alligevel glimt af charme i det fine tidsbillede af nordsjællandsk sommeridyl.

     

    Velkendt friskhed

    Der er en kernesund og velkendt friskhed over unge Vibys præstation som fiskerpigen Sus(anne), der bor hos sine tre gamle onkler. Sus er ikke bange for at tage fat, og hun skal tilmed blive gubbernes redning, da de i løbet af filmen er i overhængende fare for at måtte gå fra hus og hjem på grund af øknomisk uføre.

     

    Med og uden fisk

    I fiskerlejet bor også Christian Arhoffs kejtede Stille, der er en smule duperet over Sus' ungdommeligt veldrejede krop (særligt når hun uanfægtet står topløs på kvisten). De to driver lidt omkring, med og uden fisk, og der kommer også en spritsmuglersag ind i handlingen. Johannes Meyers direktør Nordborg får næremst skum i mundvigen ved synet af sexkillingen Sus, men en nøje koreograferet date på luksusbåden slår fejl.

     

    Skønne udendørs-optagelser

    Primært seværdig på grund af sine mange udendørs-optagelser af fisker- og badelivet (optaget omkring Yderby Havn i Sjællands Odde), men også generelt en tidlig folkekomedie i godt lune og uden de helt ekstreme mængder fyldstof - selvfølgelig er undtagelsen en række obligatoriske sangnumre (ikke Kai Normann Andersens bedste), hvor Marguerite Vibys vibrato kommer på overarbejde.

     

    Ren Viby

    Viby er endnu så uskyldig, at hendes spil forekommer dejligt rent og slet ikke i retning af det manierede. Lidt tungere står Christian Arhoff - mest på grund af det tåbelige hir-hir-hir-grin. Han har dog også vidunderlige scener (fx i badedragt i en herlig langstrakt strandscene med masser af atmosfære.)

     

    Stereotyperne stortrives

    Stereotyperne stortrives selvsagt i det tyndbenede manuskript, men det lykkes alligevel Johannes Meyer at klemme en lille portion gnist ud af sin forelskede direktør-figur, flankeret af en veloplagt Sigvald Larsen-butler, der gør store øjne, da han serverer kaviar for Sus, og hun ikke aner, hvad det er.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1933, Danmark, Komedie, 99 min.

    Dansk titel: Saa til Søs
    Instr: Emanuel Gregers Manus: Mogens Dam, Fleming Lynge Foto: Louis Larsen Klip: Valdemar Christensen; Carl H. Petersen Mus: Kai Normann Andersen