Tre finder en kro (1955)

    På en idyllisk kro og et nærliggende gods i det danske sommerland udspiller der sig både glade stunder og en række intriger.


    MERE "KORCH"

    Her er manuskriptet baseret på en roman af den britiske dramatiker John Drinkwater. Men "Tre finder en kro" kunne akurat ligeså godt være endnu en Morten Korch-filmatisering, for den rummer alle de urklassisk idylliske elementer.

     

    På bedre tanker?

    Nemlig en smuk kro på landet, et stort gods i nærheden med en godsejer, der vender hjem fra udlandet. På kroen vil farmand ikke kendes ved sin datters flirt med godsejeren, og det kræver en djærv kromutter at få ham på bedre tanker.

     

    I økonomiske vanskeligheder

    Samtidig kommer godsejeren i økonomiske vanskeligheder, og det er lige før, købmanden får sat en stopper for idyllen på godset. Heldigvis bor der netop i de mest tilspidsede dage to joviale herrer på kroen: Peter Malbergs omrejsende i sardiner og Johannes Meyers højesteretssagfører - måske kan de komme med sunde indspark?

     

    Intet glimt i øjet

    Både Jon Iversens iscenesættelse og Holger Bechs manuskript savner fuldstændig glimt i øjet, og filmen opleves som venstrehåndsarbejde. Det mærkes helt ud i skuespillet, hvor det kun er erfarne herrer som Johannes Meyer og Peter Malberg, der får en vis udstråling ud i de skræddersyede roller.

     

    Usympatisk købmandsrolle

    Langt mere stift bliver det, så snart rollerne besættes af spillere, der har reel gavn af personinstruktion. Henry Nielsen er dog på pletten i en af sine relativt få usympatiske roller, denne gang som den lokale købmand, der kun tænker på sin egen pengepung.

     

    Nedtonet musik

    Musikken er sædvanen tro af Sven Gyldmark, og det er et plus for filmoplevelsen, at den er behageligt afdæmpet og faktisk i lange perioder slet ikke er anvendt. Et enkelt fesent sangnummer bliver det også til. I øvrigt foregår en stor del af handlingen i mørke, hvilket gør det umuligt at se, hvad der foregår.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024