Døden kommer til middag (1964)

Her er en dansk kriminalthriller hævet over middel. "Døden kommer til middag" er Erik Ballings vellykkede filmatisering af Kim-bøgerne-forfatter Bengt Janus Nielsens kriminalroman af samme navn.

Film noir

Med klar skelen til klassiske film noir-mestre har Balling og hans fotografer blik for den eksplicitte genre-lyssætning og de finurlige vekselvirkninger mellem skummel hemmelighed og kyniske nærbilleder.

Elegant anslag

Allermest elegant står filmens ca. fem minutter lange anslag – inden åbningsteksterne kommer på lærredet – hvor dramaet og dets kriminalplot serveres voldsomt professionelt og langt over, hvad man forventer af en dansk film fra 1964.

En mørk og stormfuld aften...

Anslagets krybende uhygge og mystificerende arbejde med lys, skygger og lyde på en mørk og stormfuld aften fungerer rigtig pænt og slår tonen an for Ballings kyndige iscenesættelse, der dog kommer op imod nogle lidt for uelegante twists & turns i plottet hen imod slutningen.

Ingen hjemme

Poul Reichhardt spiller den strandede vejfarer, Peter Sander. Han søger mod et skovhus med lys i vinduerne, men der er mærkeligt nok ingen hjemme. Inden da har en ukendt gerningsmand skudt efter ham, og Sander er faldet og har forstuvet anklen.

Noget er helt galt

Som han går rundt i det fremmede hus erfarer Sander snart, at noget er helt galt. Han finder liget af en ældre herre, men bliver siden skubbet ned ad trapperne og mister bevidstheden. Da han vågner igen, er Karl Stegger og Pouel Kerns politibetjente straks klar med en række spørgsmål.

Der var tale om mord!

Men hvor politiet og de pårørende er helt sikre på, at afdøde begik selvmord, har Sander en helt anden udlægning. Ene mand – dog med hjælp af den efterhånden tilstødende familien Lindbergs 12-årige John – går Sander nu ind i sagen for at påvise, at der reelt set var tale om mord.

Kammer-intrigant

Der er stort set ikke optræk til overspil i det kammer-intrigante og Agatha Christie-lignende plot. Det banale sørger Erik Balling for at få kanaliseret ud i stærke og raffinerede skuespillerpræstationer. Særligt Jan Priiskorn-Schmidt er i sit es i en meget atypisk "voksenrolle", hvor et indre mørke spøger.

Hemmelighedsfuld og tiltalende

Og Helle Virkners underspillede Eva er en både hemmelighedsfuld og tiltalende kvinde, særligt for Sander. Virkners præstation er præget af fin balance. I mindre roller finder vi klassiske typer til Karl Stegger (knotten, men dog fair politibetjent), Pouel Kern (konstant sur kollega til Stegger), Gunnar Lauring (dikterende læge), Morten Grunwald (som familien Lindbergs lidt tyste outsider) og Kai Holm (som skræmmende ækel tømmerhandler).

Flot formørket

Men det er Kirsten Søberg, der markerer sig stærkest i birolleregistret, i rollen som hushjælpen frk. Jørgensen. Flot, formørket og nærmest depressivt formidler Søberg en ellers potentielt ubetydelig lille rolle.

Musikken i baggrunden

Elegant nok er Bent Fabricius-Bjerres veloplagte musik meget tilbagetrukket gennem hele filmen, og det klæder dette for dansk film sjældne kriminaldrama, at det tør stå ved sine visuelt mørke sider uden at udpensle stemningerne med konstant underlægning.