Der var engang (1966)

Skuespilleren og teaterinstruktøren John Price kastede sig her sultent over filmatiseringen af Holger Drachmanns folkeligt muntre skuespil om en prinsesses snobberi i mødet med talrige mandlige bejlere.

Kreativt studieoptaget

Stjernebesat og kreativt studieoptaget former "Der var engang" sig i dén grad som filmet teater, og Prices iscenesættelse bærer præg af manglende styring. I stedet står scenerne stift og uinspireret – og efterlader initiativet til de dygtige skuespillere, der dog må knokle forgæves.

Dur ikke, næste...

Den både snobbede og selvoptagede prinsesse af Illyrien benytter sig meget af "dur ikke, næste"-mentaliteten, når mandlige bejlere melder sig og beder om hendes hånd. Således også, da Peter Steens dådyrøjne melder sig under tronen.

Romantisk tovtrækkeri

Efter romantisk tovtrækkeri må Steens prins ty til ganske alternative metoder for at få sin prinsesse: Han smider kappen og udgiver sig for en anden – og hermed bevæger filmen sig også for første gang ud af studiet til en lille klynge tiltrængte udeoptagelser.

Tilløb til hofsatire

Løjerne tager flere gange tilløb i retning af velment hofsatire, men gang på gang forfaldes i stedet til det manierede, i både iscenesættelse og spil. Ingen af skuespillerne formår at brænde igennem, og der er ellers nok at tage af (i og med at en lang række biroller kun optræder i en enkelt scene.)

Underkastet klassiske toner

P.E. Lange-Müllers musik er skambrugt gennem hele det historisk farvestrålende set up, faktisk er der stort set ikke en scene, der ikke er underkastet de klassiske toner. Efter datidens standarder var den statslige støtte til Prices film enorm. Men filmen blev en publikumsmæssig fiasko.