Hør, var der ikke en som lo? (1978)

Henning Carlsen huskes af de fleste i dag først og fremmest for mesterfilmatiseringen Sult (1966), der på alle måder indrammede instruktøren og filmskaberens kunstneriske formåen. Men når man kigger ud over Carlsens værk, er der faktisk flere små og store perler imellem, og ofte film baseret på litterære forlæg.

Historisk elegant

Således også "Hør, var der ikke en som lo?" fra 1978, filmatiseringen af Eigil Jensens humoristisk, let tilbageskuende roman fra 1940. Carlsen lykkes her overmåde flot, både i transformeringen af satirisk/samfundskritisk hverdagsgnideri til en egentlig højdramatisk film, men også i sin enkle, historisk elegante indpakning.

Navnløs arbejdsløs

Jesper Christensen spiller den navnløse arbejdsløse, der turer københavnergaderne tynde i små forsøg på at fylde hverdagen ud med begivenheder. Vi befinder os sidst i 1930'erne, og arbejdsløse er netop begyndt at kunne hæve understøttelse ved at møde personligt op hos en fuldmægtig hver eneste dag.

Variation i hverdagen

Det giver i det mindste lidt variation i hverdagen, ud over at det er rart at komme væk fra det usle lejede kammer med adgang fra baggården. Ude i det pulserende liv møder han ligesindede i form af bl.a. Jens Okkings vægtløftermenneske - fysisk stærk, højlydt ræbende på det sociale spisested, og svært interesseret i damer.

Tilnærmelserne fordufter

Lidt tilfældigt render den arbejdsløse nu på Kirsten Olesens indladende Elisabeth, der bor på et værelse hos sin gamle, døve tante. Det giver anleding til et par fortryllende scener, hvor Elisabeths meget eksplicitte tilnærmelser fordufter for den arbejdsløses gennem-generte barnlighed.

Graver med syge lunger

Der er flere meget interessante biroller er større eller mindre vægt, markant bedst er Otto Brandenburgs Bodil-vindende portræt af graveren med de syge lunger. Præstationen hører til blandt hans absolut bedste og er et mesterligt studie i formørket, døende sortsyn.

Overfladisk lattergavmildhed

Karl Stegger lyser op som det såkaldte nuslemenneske, en nabo til den arbejdsløse, og ikke uden homoseksuelle antydninger. Kirsten Olesens Elisabeth er en sær, men vellykket blanding af indladende kalkule og overfladisk lattergavmildhed.

Har det hele i munden

Jens Okkings vægtløftertype har det hele i munden - inklusive de højlydte ræb - men har svært ved at omforme særligt sin dameglæde til andet end teoretisk gnideri. Der er mange fine småpræstationer at gå på opdagelse i, nogle roller udfylder kun ganske små og korte funktioner.

Glider hen over hverdagen

Jesper Christensens Bodil-vindende hovedrollepræstation er både florlet og vægtig, som han glider hen over en hverdag uden store udfordringer - og drømmer sig både mod bedre tider og ind i rene frustrationer (i flot genskabte drømmesekvenser.)

Stilrent markant

Henning Carlsen former et København, der er fuld af rum og tid, afgrænset af arbejdsløshedens uundgåelige tomgang som gennemgående stemning. Det er både enkelt, flot, og emmer af autenticitet i Henning Kristiansens stilrent markante fotografering og Carlsens egen klipning.

Lyddesign i balance

Lyddesignet er i balance med den visuelle enkelhed, og musikken toner stort set kun frem i de nævnte drømmesekvenser - modige og rigtige valg i en lidt forsømt og meget flot film i Carlsens værk.