Our Souls at Night (2017)

Robert Redford og Jane Fonda er stødt sammen før på film, og ofte med romantisk fællesskab. The Chase (1966) og The Electric Horseman (1979) er to eksempler på film med parret i fokus - i alt har de spillet over for hinanden en håndfuld gange.

Aldrende kærlighed

Derfor er det da også helt oplagt at caste de to 80 plus-stjerner i filmatiseringen af Kent Harufs roman om aldrende kærlighed. Og ingen tvivl om, at Redford/Fonda-energien højner Netflix-produktionen mere end blot et par tænder over almindeligt romantisk pølseniveau.

Alle kender alle

I en amerikansk lilleputby, hvor alle kender alle, banker Addie Moore en dag på døren hos Louis Waters. Hun vil bare lige høre, om de to ikke kan begynde at sove sammen - nu hvor de begge er alene og ensomme?

Et tilbud at sove på

Det er et tilbud, Louis lige skal sove på. Men han kan alligevel godt se fornuften i det, særligt nu hvor Addie fra starten har meldt ud, at det ikke er fordi, hun trænger til sex. Så snart er de to i samme dobbeltseng og skal lige have knækket klichéerne, før snakken begynder at gå.

Kræver sin pensionist

Ganske som ventet taler hele byen snart om Addie og Louis, og det kræver sin pensionist at begå sig mellem lumre og platte hentydninger, når nu man bare gerne vil kærligheden, eller hvad det nu lige er for luftlag, de opererer i.

Rystes sammen

Parret bliver rystet tættere sammen, da Addie ekstraordinært skal passe sit barnebarn, Jamie. Her viser Louis sig hurtigt god til at håndtere den lidt forsømte dreng og få ham ud af mobil-spilleboblen til fordel for mere nærvær.

Ingen epokale nyheder

Man skal ikke regne med, at "Our Souls at Night" bibringer store epokale nyheder til den romantiske genre. Energien og fremdriften ligger primært i de to fantastiske skuespilleres evne til at balancere følelserne (selvom særligt 80-årige Jane Fondas plastik-ansigt er en kende for teenageagtigt.)

Indledende famlerier

Absolut stærkest står filmen i de indledende famlerier og akavede situationer. Senere udvikler historien sig temmelig forudsigeligt ud i de lidt for sødsuppede og med det forventelige ramaskrig fra den yngre generation (her Addies søn, der bare synes det er for meget, at mor nu har en affære!)

Nærværende scener

Et stort plus er den nedbarberede brug af veteran Elliot Goldenthals underlægningsmusik. De fleste nærværende scener får lov at stå i nærværets lyddesign, mens musikken primært akkompagnerer transport- og etableringsscener.

Klemt mellem voksenkriser

I rollen som Addies søn har Matthias Schoenaerts de bedste birolle-udfoldelsesmuligheder, mens Bruce Derns mikro-rolle som gammel gris på værtshus kun er et lille suk uden vægt. Unge Iain Armitage er et troværdigt barnebarn klemt mellem flere voksenkriser.