No Good Deed (2002)

Bob Rafelsons instruktørkarriere strakte sig over talrige årtier og har gennem årene budt på meget forskellige film – med tilsvarende spænd i kvalitet.

Mystisk novelleforlæg
32 år efter mesterstykket Five Easy Pieces (1970) fristedes veteraninstruktøren således af Dashiell Hammets mystiske novelle "The House on Turk Street" og fik hurtigt engageret stjerneskuespillere til en filmatisering.

Tæt på bunden
"No Good Deed" er hverken en god film eller en værdig krone på en lang instruktørkarriere. Det kunne den overbærende anmelder sikkert nøjes med at taksere til en hurtigt glemt filmoplevelse, men sandheden er, at bunden faktisk er tæt på at være nået.

Bagbundet hos bagmanden
Det er historien om politimanden Jack, der i jagten på en forbryder havner bagbundet hos en hårdkogt bagmand og hans håndlangere – midt i planlæggelsen af et stort anlagt bankkup.

Fælles passion
Mens forbrydelsen effektueres, er Jack overladt til sexkillingen Erin, der viser sig at have et godt hjerte og passer pænt på Jack i huset på Turk Street, mens de sammen finder ud af, at de deler en passion for klassisk musik.

Klæbrigt som fluepapir
Stereotyperne er mere klæbrige end fluepapir, og klichéerne hæfter sig lag på lag på lag som små irriterende fluer. Blandt de håbløse roller får Stellan Skarsgård det bedste ud af sin superskurk, mens Milla Jovovich og Doug Hutchison er gumpetungt ligegyldige.

Uinspireret
Visuelt er "No Good Deed" stort set også flad og uinspireret. Brugen af klassisk musik i filmens handling er sukret, men dog et lille plaster på såret. Ellers er her rigelig af supplerende og dikterende underlægningsmusik.