Amor eterno (2014)

Prisvindende på diverse homo-filmfestivaler, velsagtens for sin alternative fortælling(?), er det mere end overraskende at bevidne, at "Amor eterno" er en helt igennem forfærdelig film.

Ekstrem-eksperiment
Vi er ude i at måtte drage moralen fra eventyret "Kejserens nye klæder" i spil – for det kræver ikke den udvidede filmeksamen at gennemskue, at filmen er et blændværk uden bund, og et ekstrem-eksperiment uden skelen til besøgelsestid.

Begynder tilforladeligt
Det begynder ellers tilforladeligt med uskyldige unge studerende, der fniser lidt over sex- og samliv, hvorefter vi kastes ud i en rå og driftsbåren homoverden, hvor lesbisk- og bøssesex praktiseres åbenlyst i det fri mellem krat og stammer. Her cruiser en aldrende lærer rundt, på jagt efter ungt kød, og det finder han snart i sin nysgerrige elev, der er villig til at sprede ben i lærerens gamle VW Golf.

Udvidet bollescene
Efter en udvidet bollescene (meget langstrakt og meget distanceret; vi følger den på afstand og må "nøjes" med et eksplicit lydbillede) vender vi for en kort bemærkning tilbage til hverdagen, hvor eleven har svært ved at acceptere, at læreren var et engangsknald. Og snart tager den seksuelle energi en uventet og blodig drejning, idet filmen drejer helt ind ad det ekstreme gyserspor, som hele tiden har ligget og ulmet i baggrunden.

Drivende søgt
"Amor eterno" er ganske enkelt drivende søgt, konstant selvsmagende i sit eget ufokuserede ingenmandsland, hvor hverken personer, sex, vold eller splat på noget tidspunkt bliver interessante. Og hvor broderparten af skuespillerne falder tungt igennem i den budskabsløse filmverden. Selv lydbilledet er præget af det auteristiske krukkeri: Umotiverede blokke af ekstremt støjende musik, eller bare konstant brummende fyldlyd.