Elefanter på loftet (1960)

    To amerikanske kvinder bytter identitet via en magisk elefant, der opfylder ønsker. Og pludselig kan de begge forfølge drømmen om Hollywood.


    UDSØGT MAKVÆRK

    "Elefanter på loftet – en hul i hovedet-farce med Dirch Passer, en irsk fotograf, der taler engelsk, fransk og dirch’sk," proklamerer programmet til filmen. Altså med en vis selvironi? Det er da også det mindste, man kan forlange, for filmen er spidskandidat til at være den værste danske spillefilm gennem tiderne.

    Pinks eventyr
    Det var den amerikanske producer, Sidney W. Pink, der stod bag denne film – året før, han kastede sig selv og selskabet Saga ud i det hyperaktive storfilmsflop Reptilicus (1961). Men hvor øglefilmen trods alt har en vis sær charme over sin 0-stjernes-udstråling, er "Elefanter på loftet" et udsøgt makværk i alle facetter fra skuespil til "teknik". Det er primitivt, det er plat, det er usammenhængende, og det er bare langt ud over det sædvanlige langt ude.

    To amerikanske kvinder bytter identiet
    Historien, hvis man kan kalde den det, centrerer sig om to amerikanske kvinder. Delphi Laurences Lisa ønsker, at hun kan gøre karriere i Hollywood, men hun har ikke udseendet til det. Modsat har Nora Haydens Sally udseendet, men render rundt med en hæslig Texas-accent.

    Magisk elefant opfylder ønsker
    Tilfældet vil, at Sally har købt en grønøjet elefant, der opfylder ønsker. Da hun en aften ønsker at bytte rolle med Lisa, går ønsket i opfyldelse, uden at pigerne ved hvorfor. Lisa begynder nu at gøre karriere i Hollywood som Sally. Til gengæld er Sally lukket inde i deres lejlighed og bliver hurtigt gnaven. Så bytter et nyt ønske om på rollerne igen.

    Udspekuleret smugling
    Som "mellemled" i dette cirkus finder vi Dirch Passers engelsk-volapykfransk-dansk-talende irske fotograf, Dennis, der bl.a. forsøger at smugle de damer gennem lufthavnstolden i en mandshøj tvillingekuffert. Men først skal han drikke Ove Sprogøes tolder fuld.

    Mindre danske roller
    Denne scene har trods alt en lillebitte smule komisk tæft, men kun fordi Dirch improviserer sig frem. I mindre roller finder vi desuden en klangfuldt engelsktalende førsteelsker-Bjørn Watt Boolsen, mens Dirchs søster, Kirsten Passer, optræder kort som rengøringskonen Mrs. Kelly.

    Frasagde sig ansvaret
    Det er Sven Gyldmark, der står for musikken, og den er der rigelig af i march/farce-stil – bare for at gøre det hele endnu mere skingert. På nær et par Dirch-gloser på dansk er dialogen engelsk. Filmens instruktør, Peer Guldbrandsen, frasagde sig meget sigende ethvert ansvar, hvorfor der ikke figurerer nogen instruktør på creditlisten.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1960, Danmark, Komedie, Farce, 76 min.

    Dansk titel: Elefanter på loftet
    Instr: Peer Guldbrandsen, Sidney W. Pink Prod: Hans Barfod Manus: Peer Guldbrandsen, Sidney W. Pink Foto: Aage Wiltrup Klip: Edith Nisted Nielsen Mus: Sven Gyldmark