Sukceskomponisten (1954)

Da "Sukceskomponisten" havde danmarkspremiere, erklærede en anmelder, at instruktøren Peer Guldbrandsen burde skydes, og en anden ønskede ham hængt. Resultatet blev, at filmen blev en publikumssucces, der gik adskillige uger i Palladium.

Ganske tilforladeligt
Det er da også lige lovlig barske ord at putte på ophavet til en ganske tilforladelig og egentlig helt gennemsnitlig folkekomedie. I hvert fald er det svært at se, hvad der skulle gøre filmen så dårlig.

Helt efter bogen
Louis Miehe-Renard spiller den unge organist Mogens Birch, der med dugfrisk diplomeksamen får et provinsembede. Men helt som forventet er det bestemt ikke alle, der er lige begejstrede for at få en ung og uprøvet københavner til byen.

Udbredt misforståelse
Snart opstår også den udbredte misforståelse, at det er Mogens, der bedriver jazz- og swingmusik i embedsboligen, og det er vel nærmest fyringsgrund. I hvert fald hvis det stod til Maria Garlands konservative konfliksøger, konsulinde Møller.

Kvindeunderlivene vugger
Men i virkeligheden er det Mogens’ bror, Paul Hagens Steen Birch, der giver den gas med de farlige toner, der får unge kvinders underliv til spontant at vugge. Snart skal det vise sig, at Steen har gjort en forretning ud af Mogens’ hemmelige sidejob som komponist.

Sød musik og intriger
Således mellem sød musik, intriger og en enkelt eller to forelskelser i henrivende piger: "Sukceskomponisten" har det meste af standardpakken indholdsmæssigt og er pænt filmet af Dreyer- og Trier-fotografen Henning Bendtsen.

Gyldmark på overarbejde
Sven Gyldmark er på ekstraarbejde, i det han både sørger for den generelle underlægning og de slagere, som Mogens skriver ved sit lille klaver. I øvrigt er manuskriptet baseret på en idé af Svens bror, Hugo Gyldmark, der også spillede cello og komponerede.

Ingen musikalsk troværdighed
Der er ikke meget musikalsk troværdighed (for ikke at sige ingen) at spore, når Louis Miehe-Renard eller Johannes Meyers pensionerede organist Sørensen sætter sig ved tangenterne. Her er manglen på timing, continuity og simpel musikalitet udtalt.

En pæn portion charme
Til gengæld er der en pæn portion charme i Miehe-Renards sværmeriske Mogens-karakter, ligesom Paul Hagen er frisk og frejdig som kapelmester-brormand Steen. Helge Kjærulff-Schmidt er noget kedelig i rollen som lokalavis-redaktør Jeppesen, mens Maria Garland fyrer op under den genkendelige bitch-kedel.

Sød Johannes Meyer
Sødest er Johannes Meyer som den livskloge stjernekigger, der – om end floskelpræget – perspektiverer livets små og store udfordringer for Mogens med afstanden til måne og stjerner.

Sure miner
En anmelder var meget enig i, at instruktør Peer Guldbrandsen burde have været skudt for sin film: "De fromme [onde] ønsker om filmens fader er for så vidt forståelig, for en værre omgang pladder på en godt to kilometer lang celluidstrimmel kan selv Hollywood ikke afsætte til underudviklede lande."

Mere glade miner
Ellers lød de positive overskrifter bl.a.: "Sød Musik og godt Humør","Dansk lystspil, man vil faa svært ved at glemme", "Dansk Film med Bid og Vid", "Let og problemløst", "Vittigt Lystspil", "Morsom dansk Underholdning", "Kvikt Lystspil med ungdommelig Charme" og "En morsom og charmerende dansk film."

"En svipser"
De negative toner var dog mest udtalt: "Gammel bolledejg med ny rosiner", "Harmløs dansk Filmkomedie, der tabte Humøret paa Halvvejen", "En svipser", "Ny dansk film – helt uden idé", "Fiasko-Komponisten: Gyselig dansk Film i Bio", "Mest succes i titlen" samt "Mage til talentløst Makværk skal man lede længe efter. Ikke alene har Peer Guldbrandsen udarbejdet Manuskript og Drejebog, men har ogsaa forestaaet Instruktionen, og det er mildest talt svært at sige, hvad han er kommet daarligst fra." Jørgen Ryg fik her sin filmdebut som trompetisten, der har én replik sidst i filmen.