Mallory (2015)

Ultimativ utilsløret ærlighed og et skoleeksempel på, hvordan man kan dreje en dokumentarfilm helt uden at sylte den ind i virkemidler: Helene Tréstiková fortæller hér med håndholdt oprigtighed historien om kvinden Mallory, der lever på bunden af det tjekkiske samfund. For Mallory er hver dag en kamp for at finde mening. Hun har ikke tag over hovedet, og hendes skiftende mænd bliver ved med at svigte hende.

Tag over hovedet?
Tag over hovedet... jo på en måde. Mallory bor i en udtjent Peugoet forskellige triste steder i Prag og klarer sig igennem tilværelsen med småjobs og hjælp fra lokale. På grund af sin livssituation og en fortid med misbrug af heroin har Mallory måttet placere sin søn på en lukket institution. Han blev født som stofmisbruger og er i dag medicineret, og han ser ikke sin mor særlig tit.

Svært at overskue livet
I dag er Mallory stoffri, men kan ikke rigtig overskue livet, hvorfor hun flere gange forsøger at tage sit eget liv. Men er der alligevel en lille mulighed for, at hun kan komme ud på den rigtige side? Et sted dybt nede rummer Mallory en vilje af stål.

Utilsløret
"Mallory" er en dokumentarfilm helt på nærhedens utilslørede præmisser. Instruktøren er fluen på væggen, men samtidig også en vigtig del af Mallorys liv. Men der er ikke tale om nogen form for symbiose: Filmen er upåvirket af kameraets nærvær.

Stærke sager
Filmen efterlader tilskueren med en klump i halsen – det er stærke sager, og formidlingen af Mallorys usle liv kommer dybt under huden. Men midt i det håbløse opstår også solstråler, der hele tiden giver en form for håb. Fortalt helt uden brug af musik eller artificielt lyddesign bygges "Mallory" op om det simple og velovervejede og når hermed også helt ind til sagens kerne, uden lag af parfume, strygeorkestre eller fancy klippeteknik, der først skal skrælles af.