Violet & Daisy (2011)

Lad det være sagt med det samme: "Violet & Daisy" er ikke for enhver smag. Den eneste reelt gode grund til at se filmen er James Gandolfinis nuancerede præstation som "The Guy".

Girl-power
To girl-power-assassins skyder, før de tænker og har ingen skrupler ved at meje ned på samlebånd, nærmest mens de polerer negle. De udgør ufiltreret, men også snotdum ungfeminisisk syltetøj på et stykke meget tørt historie, der vægter formen langt over indholdet.

Langsomt og sværmerisk
Fortællestilen er meeeeeget langsommelig og sværmerisk, grænsende til det eksperimentelt lyriske. Problemet er, at stil og historie tænder af stort set fra første scene: Der er ikke noget, der bider fra sig.

Smertefuldt sympatisk
Men så sker der noget: James Gandolfini træder ind ad døren, og med det samme opstår der en smertefuldt sympatisk energi. Han får det umuligt optimale ud af en gumpetung rolle.

Store guns
Saoirse Ronan og Alexis Bledel er i bedste fald irriterende – mere sandsynligt frastødende som pigeduoen med store guns. Det er bare svært at leve sig ind i manuskriptforfatteren og instruktørdebutanten Geoffrey Fletchers syrede verden.

Skiftende musikpalet
"Violet & Daisy" er underlagt en palet af skiftende musikalsk miskmask. Først den ene vej og så den anden vej og uden rød tråd, som det er gældende for filmens stil generelt.