The Homesman (2014)
En enlig chauffør turer gennem de vilde landskaber for at samle tre sindssyge kvinder op og fragte dem mod en mulig helbredelse.
TØR GENRESTANDARD
Skuespilleren Tommy Lee Jones kom sent i gang med karrieren som instruktør, og der er hér gået næsten ti år siden hans debut i 2005.
På afveje
Med den Guldpalme-nominerede "The Homesman" er han nysgerrigt dykket ned i westerngenren med en filmatisering af Glendon Swarthouts roman om sindssyge kvinder på afveje.
En hest er en hest
Vi er altså tilbage i Det Vilde Vestens blomstringstid, hvor en hest var en hest, og kvinder var mest anvendelige til det hjemligt praktiske. Men hér bryder Mary Bee Cuddy ud af lillemorrollen ved at tilbyde sig som chauffør gennem de vilde landskaber for at samle tre sindssyge kvinder op og fragte dem mod en mulig helbredelse.
Afdanket cowboy
Med sig på rejsen får hun lidt tilfældigt den afdankede "cowboy" George Briggs. De to har bestemt ikke meget tilfælles, og hér er det Mary Bee, der svinger pisken.
Tør genrestandard
"The Homesman" er i bedste fald tør genrestandard. Tommy Lee Jones evner ikke at bringe det potentielt hårrejsende vanvidsplot ud over rampen, og det meste af filmen svinger uskønt mellem drama og en art komedie uden på noget tidspunkt at finde sin rette hylde.
Kedeligt
Trods alt formidles budskabet med en vis pondus, og filmen er aldrig i decideret kæntringsfare, selvom den nok uden at fornærme mange må beskrives som regulært kedelig.
Musikken dikterer
Der forventes ganske enkelt mere af Lee Jones og Hilary Swank som det skæve makkerpar, og Marco Beltramis stemningsmusik får i alt for høj grad lov til at diktere.
Visuel tryghed
Tilbage er at læne sig op ad den visuelle tryghed i Rodrigo Prietos dygtige genrefotografering. Også her følger filmen den sikre sti – og er som helhedsoplevelsen ikke præget af de store overraskelser. Med dansk islæt: Sonja Richter har et par overbevisende vanvidsudbrud, mens David Dencik som husbond ikke rigtig brænder igennem.
Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2014, USA, Western, Drama, Dyr på film, 122 min.
Dansk titel: The Homesman- Tommy Lee Jones (George Briggs)
- Hilary Swank (Mary Bee Cuddy)
- Miranda Otto (Theoline Belknap)
- Sonja Richter (Gro Svendsen)
- Barry Corbin (Buster Shaver)
- David Dencik (Thor Svendsen)
- William Fichtner (Vester Belknap)
- Evan Jones (Bob Giffen)
- John Lithgow (Reverend Alfred Dowd)
- Tim Blake Nelson (Freighter)
- Jesse Plemons (Garn Sours)
- James Spader (Aloysius Duffy)
- Hailee Steinfeld (Tabitha Hutchinson)
- Meryl Streep (Altha Carter)
- Jo Harvey Allen (Mrs. Polhemus)
- Caroline Lagerfelt (Netti Svendsen)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- CAN-N - Palme d'Or-nominering