Lykke paa Rejsen (1947)

Den vågne tilskuer vil opdage debuterende Dirch Passer i en statistrolle, og det er muligvis det mest ophidsende, der er at sige om Christel Juls mærkværdigt umotiverede "Lykke paa Rejsen".

Den svære kærlighed
Erling Schroeders unge greve Klaus Broholt er i et ikke alt for lykkeligt ægteskab med sin smukke, men overfladiske og temmelig egoistiske kone. Greven arbejder til daglig på et apotek, og efter mange eksperimenter opdager han en ny parfume. For at kunne udnytte sin opdagelse kommercielt, opsøger han sin rige tante for at låne penge til en afgørende rejse til Paris.

Dramaet udebliver
Efterkrigsfilmen vover sig ud i en udenomsægteskabeligt flirten, hvor blandt andre Asbjørn Andersens midaldrende godsejer byder sig til med sovekammerøjne på høloftet. At det dér med kærlighed og drifter er noget besværligt noget, synes at være et bagvedliggende emne i Christel Jul og Kirstine Andersens manuskript, men dramaet udebliver.

Et utæmmeligt pendul
Det samme kan siges om de fleste andre stemninger i filmen. Mest af alt opleves "Lykke paa Rejsen" som et utæmmeligt pendul, der det ene øjeblik kimer i komedieklokker og det næste øjeblik ringer for en mulig skilsmissedramatik.

Potentielt betændt
I sig selv potentielt betændt og spændende, men i den vaklende iscenesættelse stort set uden mål og med. Så bliver det ikke bedre af, at Klaus Broholt rejser til Paris (selvsagt kulisse-Paris med danske skuespillere, herunder en klangfuldt fransktalende Olaf Ussing.) Dette "eventyr" føjer blot flere spring til det i forvejen springende

Farveløse roller
Erling Schroeder er tålelig i filmens hovedrolle, og Ingeborg Brams har et par fine scener som hans seksuelt hungrende hustru. Et højdepunkt er scenen, hvor parret i skilsmissetanker resolut begynder at dele boet mellem sig, komplet med fukssvans! Blandt birollerne er stærke navne som Maria Garland og Peter Malberg desværre farveløse.

Ikke mange roser
Roserne var få, hvis man overhovedet kunne læse nogle i samtidskritikken: "Sentimental slowmotion", "Det er vist længe siden, en dansk Film i sit Udfald har været mere gennemført uheldig", "Efter Filmen aner man selv med en God Vilje intet om dramatisk Stigning, om gribende Momenter, om Smil eller Spænding", "En stor Skuffelse" og "En stærkt konstrueret Handling udvikler sig dræbende langsomt, og mange af Billederne er mørke som i Stumfilmens Tid."

Velkomponeret musik
Man hører fra de første harmonier i underlægningen, at musikken må være skrevet af en dygtig komponist. Og ganske rigtigt, det er den seriøse Svend Erik Tarp, der står bag, og det højner tonaliteten, særligt fordi musikken er meget lidt anvendt gennem handlingen.