Ashby (2015)

Vi har set det før: Umage venskaber formet af tilfældigheder og behov for en farfigur. Men manuskriptforfatter og instruktør Tony McNamara har alligevel mere end standardformler på hjerte, og hans anden spillefilm, "Ashby", udgør 100 minutters meget fint afrundet og skæv charme, hvor alvor og komik ligger temmelig overbevisende i ske.

En hemmelighedsfuld nabo

Gymnasiedrengen Ed Wallis bor alene med sin fraskilte mor. Hans far har det hele i munden og overholder aldrig aftalerne - til stor skuffelse for den farfigurshungrende Ed. Da Ed får som skoleopgave at skrive en ganske særlig historie, fatter han straks interesse for sin hemmelighedsfulde nabo Ashby Holt.

Lig i lasten

Ashby er ikke alene dødsmærket, han har også en række lig i listen - og hele historien udfolder sig, mens det umage par kører rundt i Eds dollargrin, med 17-årige Ed som chauffør. Langsomt udvikler de to et venskab, der trods de åbenlyse forskelligheder kommer til at spille en stor rolle i begges liv.

Vellykket samspil

En væsentlig vægt i filmoplevelsen "Ashby"s charmerende succes har det meget vellykkede samspil mellem Mickey Rourke og Nat Wolff. De supplerer hinanden og spiller op til de meget åbenlyse forskelligheder. Det afstedkommer en ret pæn mængde både troværdige, bittersøde og tankevækkende scener, der sætter livet - og døden - i perspektiv.

Beundringsværdig selvironi

Det kriminelle sidetema er måske nok en kende pjattet, men da det er fortalt med komisk lune, kommer det aldrig til at kamme over i rendyrket overgearing. Her er Rourkes "naturligt" hærgede udseende ideelt - og rollen er spillet i en blanding af beundringsværdig selvironi og livskraft på meget lånt tid.

Drenget og betagende charme

Nat Wolffs drengede og betagende charme er den optimale kontrast og bidrager med masser af energi til det vellykkede parløb. Gymnasiedrengens livskvaler (komplet med en kejtet forelskelse) står knivskarpt i Wolffs ærlige og naturlige portræt. Filmen lykkes overordnet pænt i sin lidt sære genreblanding, og det er svært ikke at smile ad de mange fine påhit og sidespring, der præger billedet.

Oaser med stilhed

Ind imellem tager Alec Puros originalmusik lidt for meget styring i lydbilledet, men det er værd at glæde sig over fine oaser med stilhed, der også giver filmoplevelsen tiltrængt vægt og tid til at overveje de store bagvedliggende temaer.