The Adventures of Huck Finn (1993)

Blankpoleret, overgearet og hyper-komisk børne-eventyrfilm, der ikke har ret meget af Mark Twain-romanforlæggets eventyrlighed tilbage. Med en nuttet Elijah Wood i titelrollen som den eventyrlystne dreng Huck er Stephen Sommers filmatisering mest af alt en gennemført mainstream pleaser.

Med hiv og sving

Huckleberry Finn stikker af fra sin plejefamilie, kun for at blive passet op af sin alt andet end kærlige far (Ron Perlman i filmens bedste præstation.) Det lykkes med hiv og sving drengen at slippe ud af sin fars jerngreb, og snart er han på en tømmerflåde på Mississippi-floden med slaven Jim, der drømmer om slavefri stater.

Dikterende stil

Fra allerførste scene befinder vi os i en nærved 100 % dikterende fortællestil: Musikken røber samtlige stemninger og fortæller endda uklædeligt med på dem. Visuelt bydes vi sjældent udenfor Disney-studierne, og billederne er indrammet uden ret meget fantasi. Og det hænger jo ikke umiddelbart sammen med Mark Twain, så der er grund til at føle sig skuffet.

Hyperaktiv tomgang

Efter omtrent tre kvarters "hyperaktiv tomgang" sker der en lille udvikling, der løfter en anelse. Robbie Coltrane og Jason Robards træder veloplagt ind på scenen som svindlerparret The Duke and The King. Det afføder en anelse morskab, ikke mindst som følge af Robards' gennemført utroværdige britiske accent. Sødt og farvestrålende, javist, men både hurtig glemt og uden nogen form for original virkelyst.