The Train (1964)

Et af John Frankenheimers sande mesterstykker - og samtidig den sidste store actionfilm fra Hollywood filmet i sort/hvid. "The Train" er krigsaction mejslet ind i oliesvedige, maskuline ansigter, tilsvarende svedende lokomotiver og en ubønhørlig, gennemæstetiseret spænding af en anden verden.

Udsøgt stiliseret

Allerede filmens godt fem minutter lange anslag slår tonen an: Eminent visuelt komponeret og udsøgt stilseret følger vi en uniformeret nazist, mens han tænder et par lamper på skift. Store klassiske malerier oplyses parvis, mens resten af rummet ligger hen i tavst og hemmelighedsfuldt mørke. Nazisten træder et par skridt tilbage for at betragte kunstværkerne lidt på afstand.

Grådige nazister

Hele anslaget er uden nogen form for musikunderlægning, endsige tilført artificielt lyddesign. Hårde uniformssåler mod gulvet, kontakter, der tændes og slukkes, ingen dialog. Først efter filmen har forklaret sammenhængen, nemlig at de berømte kunstværker er nazisternes grådigt sammenstykkede storsamling, får vi opening credits, og den reelle spændingsopbygning går i gang.

Stoute kunstværker

Nu møder vi filmens helt store skikkelse, Burt Lancasters souschef for Vaires banegård, Paul Labiche. Bag facaden er han et fremtrædende medlem af den franske modstandsbevægelse og på alle måder interesseret i at forpurre nazisternes ihærdige forsøg på at få de stoute kunstværker fragtet til Tyskland med tog.

I Berlins interesse

I det nazistiske hovedkvarter i Paris står alt i opbruddets tegn. Dokumenter brændes, og stor forvirring hersker. Paul Scofields oberst von Waldheim (ham, hvis hjerte banker for kunsten) opsøger general von Lubitz og foreholder ham, hvor vigtigt det er, at malerierne bliver bragt "hjem" til Det tredje Rige. De repræsenterer en milliardværdi, og Berlin vil helt givet ikke synes om, at skatten efterlades i hænderne på de allierede, hvis tropper nærmer sig med al hast.

Raffineret sabotage

Snart er man i gang med at laste et langt godstog med de mange malerier, men det mere end ligger i luften, at Paul Labiche og hans venner i modstandsbevægelsen vil gå meget langt for at irritere og sabotere transporten, og sådan kommer det også til at gå. Nøglen til succes for modstandsfolkene er at få nazisterne til at tro, at de kan stole på dem.

Mesterlig krigsaction

"The Train" er en af de lækreste krigs/actionfilm fra 1960'erne - ja, i det hele taget - som man kan komme i nærheden af. Det mesterlige slutprodukt er resultatet af en lang række rigtige valg, og her viser John Frankenheimer både stort overblik og meget høj kunstnerisk-æstetisk tæft. 

Højpotente togscener

Den sublime anvendelse af vidvinkelobjektiver sætter de i forvejen højpotente togscener i perspektiver, der får det til at risle koldt ned ad ryggen: Masser af bredde, masser af dybde, masser af liv. Disse billeder forstærker ikke alene autenticiteten i jern-mod-jern-højdramatikken, de tilfører også den meget nøjgatigt timede iscenesættelse en ekstra fortællingsdimension, der gør det muligt at dvæle længe ved den enkelte indstilling.

Perlende og oliestænket sved

Den perlende og oliestænkede sved tager til på både helte- og skurkepander, efterhånden som alvoren går op for begge lejre: Heltene indser, at missionen med at gøre nazisternes kunsttog til en helvedesfragt langt fra er uden tab. Nazisterne må meget modvilligt indrømme, at det kan vise sig vanskelig at få kunsten i tysk sikkerhed.

Nærvær!

I 1964 var der ingen computergenererede tekniske muligheder til at forenkle den actionspækkede effektpakke med. Frankenheimer og hans kamerafolk måtte selv helt tæt på den virkelige verdens svedende damplokomotiver, med alt hvad det indebar af kulstøv, olie og hektisk støj. Nærværet kan til gengæld mærkes - det er en af filmens helt store kvaliteter, at den er så taktil og går så meget i den mekaniske detalje.

Gnistrende spil

Men ikke kun i mekanikken er der direkte forbindelse mellem film og tilskuer, også spillet slår gnister i et perfekt samspil mellem helte og skurke. Burt Lancaster træder voldsomt i karakter - ikke mindst ved selv at udføre sine potentielt ret så radbrækkende stunts - ligesom både modstandsfolk og nazister emmer af spillelyst ud af en total indlevelse i det intense filmunivers.

Sort/hvid genistreg

Maurice Jarres filmmusik er helt genialt stort set fraværende gennem hele filmen. I langt de fleste sekvenser er det mekanikkens - og dramaets - egne lyde, der er i forgrunden, og det er i meget høj grad medvirkende til at gøre Frankenheimers sort/hvide genistreg til et mesterværk.