The Interview (2014)

    En kendt amerikansk tv-vært og hans producer får et usædvanligt tilbud om at interviewe Nordkoreas diktator og takker ja.


    HELT I BUND

    Med tanke på al den røre, komedien "The Interview" vakte, er det ekstraordinært påfaldende meningsløst, at filmen er tomhjernet. At risikere verdensfreden, sådan teoretisk i hvert fald, står med andre ord ikke mål med indholdet. Vi er faktisk tæt på bunden, også hvad angår underholdningsværdi.

    En tur til Nordkorea
    En kendt tv-vært og hans producer tager til Nordkorea. Det er nemlig lykkedes at skaffe et interview med landets diktator – ikke mindst fordi han er stor fan af selvsamme tv-vært.

    Meget på spil
    I det "hemmelige land" står meget på spil, og man kan nemt komme til at træde ved siden af. Men så længe, tv-værten kan agere bedste venner med den sårbare præsident, skal det nok gå alt sammen.

    Hysterisk overspil
    Noget af det, der skærer allermest ved "The Interview", er det helt hysteriske overspil, som særligt James Franco og co-instruktør Seth Rogen lægger for dagen.

    Overgearet
    Det er helt uudholdeligt overgearet og finder aldrig tilnærmelsesvist et fornuftigt leje. Lidt mere finesse står Randall Park for i sit portræt af præsident Kim.

    Bundløst frygteligt
    Filmen har overhovedet ingen gennemslagskraft i sin potentielt saftige kritik af diktaturet, i stedet bliver vi vidner til en fladpandet farce, der famler i blinde i sin bundløst frygtelige og ofte vold-musikunderlagte "morskab".



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024