Good News: Von Kolporteuren, toten Hunden und anderen Wienern (1990)

Den toneangivende instruktør og dokumentarist Werner Herzog har kaldt Ulrich Seidls spillefilmslange dokumentardebut for En af de bedste dokumentarfilm, der nogensinde er lavet, og i dag står "Good News" da også som en stilistisk tidløs inspirationskilde for talrige dokumentarister.

Kompromisløs tilgang

Filmen, hvis komplette titel er "Good News: Von Kolporteuren, toten Hunden und anderen Wienern", går ultragrundigt og dermed ultra-Seidl'sk til værks - kompromisløs i sin tilgang til hverdagslivet blandt primært tyrkiske, indisiske, parkistanske og egyptiske avissælgere i den østrigske hovedstad.

Direkte i flæsket

Uden ret meget af Seidls senere pinlighedernes varemærke, men stadig direkte i flæsket på den skævhed, ulighed, klasse, køn, race og fremmedgjorthed. I en udtalt observerende og meget lidt forklarende stil er Seidl den perfekte dovne flue på væggen, der gennem Hans Selikovskys nysgerrige kameralinse filmer det umiddelbare i stedet for at iscenesætte hverdagens billeder.

Virkelighedens egne kommentarer

Ind imellem er der direkte forbindelse mellem de hårdtarbejdende og hårdføre avissælgere (og de døde hunde og andre mennesker fra Wien) og kameraet. Men langt det meste af tiden glider hverdagen blot forbi uden andre kommentarer end dem, virkeligheden selv bibringer. Håndholdt og uden filter - kønt behøver det ikke at være, når man filmen hverdagen i Wien.

Tidløs tilgang

Som et tidsbillede og dokument på året 1990 er dokumentaren enestående, og som sådan langt fra tidløs. Det er i Seidls begavede tilgang, hvor kommentarer er udeladt og virkeligheden taler for sig selv, ar "Good News" holder den dag i dag. Selvfølgelig uden underlægningsmusik.