Frontera (2014)

Der opstår fine oprigtige oaser undervejs i Michael Berrys velmente drama om sorg, skyld, flugt og våbenliderlighed ved den amerikansk/mexicanske grænse. Men filmoplevelsen bærer først og fremmest præg af at være rodet og ustruktureret, så i det samlede billede er det netop kun de få fine øjeblikke, der står tilbage som mindeværdige.

Ordknap landmand

Ed Harris spiller den ordknappe, pensionerede Arizona-sherif Roy, der passer sit gårdliv uden at gøre alt for meget væsen af sig. Hans jord ligger lige op til Mexico, hvorfor illegale flygtinge er en del af hverdagen. Dem har han ikke meget til overs for. Det bliver bestemt ikke bedre, da hans kone tidligt i filmen dør i en alvorlig ulykke - og Roy føler sig sikker på, at skylden ligger hos et par illegale mexicanere.

Jagten på retfærdighed

Roy indleder nu sin egen efterforskning, sideløbende med den nye sherifs - og det skal snart vise sig, at skylden ligger et helt andet og meget mere betændt sted. Samtidig følger vi de jagede mexicanere, som de forsøger at klare skærene over ørkenens stok og sten og i jagten på både retfærdighed og familiære genforeninger.

I fin form

Ed Harris og Michael Peña er begge i fin form - særligt vellykket er Harris' nedbøjet introvert-depressive portræt af landlivs-Roy. Men filmen rummer også en stribe temmelig karrikerede biroller, et par af dem tangerende det skidt spillende. Det er dog i den nævnte rodede opbygning, at filmen bliver tungest at danse med.

Umotiverede spring

Der springes lidt umotiveret rundt i de sideløbende handlinger, og stemningerne får kun sjældent lov til at rodfæste sig. Samtidig er originalmusikken af Kenneth Lampl og Darren Tate både alt for tilstedeværende og uklædeligt stil-springende i både øst og vest.