Nocturnal Animals (2016)

Otte år efter sin debutfilm som instruktør, A Single Man (2009), vender Tom Ford tilbage - og det er mildest talt i en lidt anden boldgade. Men ikke mindre godt: når man lige har sundet sig lidt ovenpå en hektisk og anderledes filmoplevelse, står "Nocturnal Animals" faktisk særdeles overbevisende.

Godt gift men ulykkelig

Den velhavende og godt gifte men ikke desto mindre ulykkelige galleriejer, Amy Adams' Susan Morrow, modtager en dag et manuskript til en bog fra sin eksmand, Jake Gyllenhaals Edward. Da først hun begynder at læse, rives hun så meget ind i handlingen, at hun ikke kan slippe teksten igen - og tilskueren følger med.

Ud i rabatten

For filmen gengiver nemlig bogens handling: her spiller Gyllenhaal familiefaderen Tony, der kører ad nattemørke Texas-veje med sin kone og datter, da en bil pludselig indleder en omfattende vej-terrorisering og tvinger Tony ud i rabatten.

Ud i ingenting

Men det slutter ikke her, for inden længe forsvinder en af terroristerne med konen og datteren i Tonys bil, mens en anden kører Tony langt ud i ingenting og sætter ham af. Da Tony endelig får kontakt til civilisationen næste dag, møder han politikommisæren Bobby Andes, der forhåbentlig kan hjælpe ham.

Søger efter nærhed

I filmens "virkelige liv" famler Susan efter ro og nærhed, og hun ønsker inderligt at mødes med eksmanden igen. Imens kører mindernes film sideløbende med hendes oplevelse af at læse Edwards bog.

Særpræget indledning

"Nocturnal Animals" indledes af en i sammenhængen meget mærkværdig credit-sekvens, hvor ekstremt (!) fede kvinder poserer og danser nøgne for kameraet på en rød baggrund. Ganske vist, erfarer vi, er de en del af galleriejeren Susans nyeste "installation", men sekvenser stikker alligevel markant ud fra sammenhængen.

Metalag

Undervejs i filmoplevelsen sidder man lidt og tænker, om ikke det ville have være bedre med en rendyrket krimi, hvor vi var sluppet for metalagene og springene mellem boghandling og filmhandling.

Rå & ubarmhjertig

Det er i hvert fald uden tvivl den rå og ubarmhjertige kidnapningshistorie, der er mest fængende - i hvert fald mens den står på. Men efter filmen er klinget af, opstår der alligevel en række interessante virkninger af den ikke ukomplicerede lagdeling, og det er Tom Fords fortjeneste.

For meget underlægningsmusik

Der er ærgerligt nok alt for meget underlægningsmusik, hvilket man fornemmer allerede tidligt i filmen. De fineste scener opstår, når roen på lydsiden sænker sig - især, når det er midt i en højdramatisk og nervepirrende scene.

Pænt spil

Skuespillet er rigtig pænt, men man savner den sidste tænding i Amy Adams og Jake Gyllenhaals præstationer - også selvom sidstnævnte må helt ud i de ydre følelsesregistre i sin rolle som Tony.

Nuanceret Shannon

Bedst er Michael Shannons portræt af den dødsmærkede politikommisær, en præstation han blev Oscar-nomineret for, og som endelig viser nogle lidt mere nuancerede sider af den ellers så fastlåste skuespiller.