Andrei Rublev (1966)

Filmteoretikere elsker at dissekere Andrei Tarkovskys film, for de ligefrem bugner af fortolkningslag, metafiktioner og uforklarlige niveauer et eller andet ubestemmelig sted mellem drøm og virkelighed. Tarkovsky var gennem hele karrieren kendt for at skabe film med disse islæt.

Biografisk-historisk epik

Den (i nogen versioner) næsten fire timer lange biografisk-historiske epik "Andrey Rublev" har - typisk for Tarkovsky - heller ikke nogen let gengivelig plotlinje. At historien kredser om det virkelige livs ikonmaler, der lød samme navn som filmens titel, og som levede ca. 1360-1430, er en af de få konkrete rettesnore gennem filmoplevelsen.

Stemningsportræt

Rublev betragtes i dag som en af middelalderens væsentligste russiske malere af ortodokse ikoner og freskoer, men Tarkovskys plan med filmatiseringen af hans liv er ikke noget kunstnerportræt, snarere et stemningsportræt af middelalderens livsstil.

En virkelig fornemmelse

"En af de ting, vi ønskede at genskabe for et nutidigt publikum, var det 15. århundredes virkelige hverdag, at vise denne verden på en sådan måde, så man virkelig kunne fornemme, hvad der ellers blot er en skyggeverden på museer eller ved monumenter," udtalte Tarkovsky om Rublev-projektet.

Udtalt langsommelighed

Det er da også en af filmens primære forcer, at den i de uhyre velafstemte og velkendt (alen)lange indstillinger tager sig mere end god tid til at opbygge miljøer og fastholde intensiteten gennem den udtalte langsommelighed.

Atmosfæretableauer

Man skal hverken forvente action eller forløsning i de fire timers historiske atmosfæretableauer. Virkeligheden glider ind i drømme, eller også er det omvendt, og det var denne ukonkrete metafiktion, Tarkovsky var en sand mester i.

Ikke for enhver smag

Det behøver næppe konkretiseres yderligere, at "Andrei Rublev" på ingen måde er en film for enhver smag. Nogen vil finde den decideret frastødende, andre falder i svime over det fortolkningsfordrende.

Tålmodighed nødvendig

Tålmodighed er en af de kernekompetencer, man som tilskuer skal besidde for at værdsætte Tarkovskys film. Men under alle omstændigheder er det ikke "Andrei Rublev", man skal starte med, hvis man er ny i "faget" - her anbefales den i sammenhængen mainstream-prægede Ivan's Childhood (1962) og det rullende museum af et grandiost mysterium, Stalker (1979).