L' armée des ombres (1969)

Sammenhængende film:

Le silence de la mer (1949)

Léon Morin, prêtre (1961)

L'armée des ombres (1969)

Efter at have fuldendt denne filmiske kraftpræstation som et sidste epos i sin krigstrilogi, udbrød Jean-Pierre Melville med et lettelsens suk: "Nu har jeg sagt alt, hvad jeg har at sige om 2. verdenskrig."

Personligt forankret

Trilogien begyndte med debutfilmen Le silence de la mer (1949), fortsatte med Léon Morin, prêtre (1961) og fuldendtes 8 år senere med "L'armée des ombres". Sidstnævnte samtidig den klart mest vellykkede, helstøbte - og personligt forankrede af de tre.

Aktiv modstandsmand

Vi befinder os i 1942, midt under nazisternes besættelse af Frankrig. Civilingeniøren Philippe Gerbier er en meget aktiv modstandsmand, der dog snart havner i en arbejdslejr, angivet af en stikker fra egne rækker.

Altid på vagt

Efter en vellykket flugt fra lejren bliver det magtpåliggende for Gerbier og hans trofaste venner at få fat i angiveren og likvidere ham. De skal dog hele tiden være på vagt, for nazisterne lurer lige om hjørnet.

Ind til kernen

Melville når endelig ind til kernen i den betændte krigsproblemstilling, og man mærker for første gang tydeligt instruktørens egen aktive fortid i krigen både som soldat og i modstandsbevægelsen. "L'armée des ombres" er et personligt forankret værk, der tager sig tid til at finde ind under krigstidens panser.

I balance

Filmens produktionshistorie var, som flere af Melvilles produktioner, omtumlet. Det var ikke spor let for hverken filmfolk eller skuespillere at finde en rytme, så meget desto mere overbevisende er resultatet - en film i overvejende balance.

Stramt stiliseret

Klassisk stramt stiliseret à la Melville, men alligevel helt sin egen i filmografien: Krigsdramaet er fortættet og formørket i et filmunivers uden lys for enden af tunnellen. Melville holder fast i sin stil og æstetik uden kompromiser, og scenerne har ofte en længde, hvor stemningerne rigtig får lov til at leve.

For cineaster

En tand for lang bliver filmen dog i helheden og bestemt ikke en mainstream-oplevelse. Mest af alt for cineaster, der dog også har rigelige mængder af filmmagi at glæde sig over.

Mere nærvær

Befriende lidt anvendelse af underlægningsmusik betyder lettere identifikation og mere nærvær. Lino Ventura er i mange henseernder sindbilledet på filmen og præsterer fænomenalt i den sammenbidt skæbnetyngede hovedrolle. Simone Signoret har en kraftfuld birolle som underverdenens hjælper, Matilde.