Bob le Flambeur (1956)

Lækre sort/hvide billeder, velklædte mænd og damer, rendyrket genreæstetik. "Bob le flambeur" er en tidlig krimi i Jean-Pierre Melvilles filmografi - og langt fra hans mest vellykkede. For vel er billederne stramt stiliseret i en perfektionistisk komposition med markante vinklinger og lyssætning, men historien er temmelig komisk funderet, og hermed får filmen en slagside, der ikke former decideret højintensitet.

Flamboyant til fingerspidserne

Melvilles livslange fascination af USA og amerikansk film slår hér igennem allerede på titelplan, hvor hovedrollefiguren Robert Montagné går under navnet Bob. Og som titlen også indikerer, er Bob flamboyant, og endda til fingerspidserne. I hvert fald er han dandy trods sin noget fremskredne alder - der bliver ikke gået på kompromis med forfængeligheden.

Velklædt og velfriseret

Denne velklædte og velfriserede Bob er ved at være kørt lidt sur i sin dårlige økonomi, derfor går han i planer om at kuppe et kasino. Med mange års erfaring som gambler har han en insiderviden om spillestedets håndtering og opbevaring af kontanter. Spørgsmålet er, om Bob vinder det indbringende kapløb, før de snedige politibagmænd får nys om hans planer.

Distance fra kernehandlingen

Melville selv er filmens fortæller, le récitant, der sætter Bobs flamboyance og pengeglæde i perspektiv. Instruktøren benytter en central fortæller i flere af sine film, og det er ikke altid lige velfungerende. I "Bob le flambeur" tager fortællerstemmen ikke direkte styringen, men virkemidlet er stadig med til at distancere tilskueren fra filmens kernehandling - og dét tager sjælen fra en stor del af filmoplevelsen.

Letløbende potentiale

Der bliver således opsat en "skærm" mellem handling og perception, og den egentlige dialog og handlingsudvikling hæmmes og mister sit letløbende potentiale. Samtidig er filmens komiske primærtone - og det er den herskende stemning - mærkeligt uforløst. Melville vil både det kriminalintense og det frisk-flamboyante og havner et sted i ingenmandsland.

Koncentreret fokus på formen

Roger Duchesne præsterer mest på det ydre i filmens titelrollen, smittet af Melvilles koncentrerede fokus på formen, og igen forstyrret af de narrative valg med bl.a. fortællestemmen. Tilbage står perfektionismens billeder ret alene som filmoplevelsens trumfkort: Indiskutabelt delikate og i de mest realistiske scener båret af en markant iscenesætters finæstetiske blik.

Udtalt underlægning

Musikunderlægningen er udtalt uden dog at være komplet kvælende. I flere af sine (tidlige) film viser Melville en forkærlighed for meget forskellige musikalske stemninger, der nærmest følger hver enkelt udvikling i historien.