The Samaritan (2012)

En pletvis øjenlynende præstation af Samuel L. Jackson er vel omtrent det mest positive, der er at fremhæve ved denne hyper-klichémættede thriller om hævntørst. David Weaver instruerer i hvert fald uden ret mange afstikkere til det bare jævnt originale, og det former halvanden time med gab snarere end forhøjet blodtryk.

Hævn for alle pengene

Foley har siddet 25 år i fængsel. Engang stod han i en umulig situation: Slå din bedste ven ihjel eller få selv en kugle for panden. Foley valgte det første, aftjente sin tremmepligt, men står nu ansigt til ansigt med den dræbte vens søn. Og han vil have hævn, men først efter at have drevet Foley rundt i en manege, der med lidt uheld i sprøjten endda kan involvere incest.

Ingen inspiration

Inspiration er der ikke meget af, og de fleste af rollerne er spillet uden den mindste form for glimt i øjet. Det spirende seksuelle forhold mellem Foley og sexføllet Iris er utroværdigt, og superskurkene er plat skrevne. Hvad har dog fået Tom Wilkinson overtalt til at træde ind i en film som denne?

En slap karklud

Der er rigelig med smarte klip og filmmusik: Fortællestilen skal være "fremme på beatet" og levere varen. Men i stedet for at give tilskueren genrevaluta for pengene, udvikler "The Samaritan" sig hutigt til en slap karklud vredet over alle tænkelige små og store klichéer.