Le silence de la mer (1949)

Sammenhængende film:

Le silence de la mer (1949)

Léon Morin, prêtre (1961)

L'armée des ombres (1969)

Jean-Pierre Melvilles spillefilmsdebut er et cinematografisk formstudie, et kammerspil skåret ud af højintensiv mellemmenneskelig distance. Baseret på forfatteren Jean Brullers novelle af samme navn (dog skrevet under pseudonymet Vercors), beskæftiger "Le silence de la mer" sig indgående, men indirekte, med 2. verdenskrigs mentale prøvelser.

Tavsheden som våben

I en lille by i det nazistisk besatte Frankrig bor en onkel med sin niece. En dag får de meget mod deres vilje besøg af en tysk kommandant, der skal bo hos dem - de må jo ikke sige nej. Til gengæld bruger onklen og niecen et effektivt våben i mødet med kommandanten: Tavshed.

Varme ved pejsen

Og det er en metode, de er meget tro mod. Hver eneste dag har de nemlig besøg af kommandanten i dagligstuen. Her taler tyskeren om alt muligt mellem himmel og jord, små, men mest store emner, mens han varmer sig lidt ved pejsen.

Talevejen er ensrettet

Niecen sidder fordybet i sit strikketøj. Hun ser aldrig op fra det. Imens bakker onklen lidt på sin pibe og kigger ind i ilden. I sandhed vanskelige kommunikationsvilkår for kommandanten, men han er utrættelig, og på denne måde opbygger han en form for identifikation med de to tavse, selvom talevejen er ensrettet.

Filmisk markant

Melville producerede denne sin første spillefilm udenom den etablerede filmbranche og til en vis grad i forfatteren Vercors' eget hus: Det var jo her, historien var udtænkt. Filmen er meget tro mod sit forlæg i både dialog og ånd, men Melvilles stil er til gengæld egenartet og filmisk markant.

Statisk

"Det, jeg var særligt vild med ved bogen, var, at den var anti-cinematografisk. Det gav mig lyst til at skabe en anti-cinematografisk film. Jeg ønskede at skabe et filmsprog formet udelukkende af billeder og lyd, hvorfra bevægelse skulle være mere eller mindre bandlyst. Så jeg gik til filmprojektet, som var det en opera..," har Melville bl.a. udtalt om "Le silence de la mer", og filmen er da også i vid udstrækning statisk.

Formen i fokus

Men også set i et filmhistorisk perspektiv endog særdeles cinematografisk, i en klassisk æstetisk betydning. Fotograf Henri Decaë komponerer, lyssætter og framer stramt og ofte i ultraperspektiveringer, der fremhæver formen markant.

Usynlig retoriker

Samtidig er den fra første scene dominerende fortællerstemme en formmæssig forankring. Men når nu der er så lidt gensidighed i dialogen, fungerer fortællerstemmen ind imellem som kommandantens usynlige retoriske sparringspartner.

Udtalt teatralsk

Filmen er udtalt teatralsk og ligeså udtalt præget af gentagelser. Det er en hårfin balance at få dét til at spille i halvanden time, og det lykkes ikke til perfektion for Melville. Kommandantens monologer akkompagneret af det evigt tikkende stueur er en tålmdodighedsprøve, selv når det filmiske udtryk som her yder det stærkeste modspil.

Melodramatisk underlægningsmusik

Stort set hele filmen er underkastet Edgar Bischoffs melodramatiske underlægningsmusik for stort orkester, og det udgør i flere scener en reel forstyrrelse. Når dramaet endelig rykker ud on location, fryder man sig over de enkelt og smukt komponerede billeder af fransk landidyl.

Dygtig personinstruktion

Howard Vernon er reelt filmens eneste talende skuespiller, og han gør det godt. Onklen og niecen skal spille helt og holdent på det tilbageholdende, tavse og hadefulde (i forhold til nazisterne) og er dygtig instrueret i denne gerning.