Hunt for the Wilderpeople (2016)

Visuelt farvestrålende new zealandsk børnefilm, der ikke sætter sin egen alternative fortællestil under en skæppe. Det er skævt, skørt og eventyrligt fra start - komplet med sirligt indrammet titel - og man gnider sig forventningsfuldt i hænderne: nu er der endelig en godbid af de mere overraskende på vej?

Lovende start

Men desværre nej. Efter en lovende start og omtrent et kvarters kluklatterfrembringende skævhed står det klart, at "Hunt for the Wilderpeople" er en helt igennem dikterende filmoplevelse. Fantasifuldheden ligger i formen og ikke i tilskuerens egen perception og perspektivering. 

Tyk & utilpasset

13-årige Ricky er tyk og utilpasset, da han anbringes i New Zealands vildmark hos plejeforældrene Hec og Bella. Der skal gå en rum tid, før knægten bløder bare en anelse op, men så dør plejemor Bella pludselig, og Ricky er overladt til den sammenbidte og meget lidt børnevenlige Hec. Sammen begiver de sig ud på en vandring i den vilde natur men jages på grund af store misforståelser snart af myndigheder og befolkning.

Uudnyttet potentiale

Der er mange gode tangenter, der slet ikke spilles på i Taika Waititis iscenesættelse. Først og fremmest spilles der i meget velkendte dur-akkorder, og på trods af historiens skøre indfald udvikler filmen sig alt for forudsigeligt. Og nu vi taler om akkorder, er en af de helt store dræbere den absurde mængde af musik, hvor både popsange og originalkomponerede toner kvæler det meste af den fantasi, der trods alt måtte være lagt op til tilskueren.

Egen farvestråling

Den bjergtagende natur bliver aldrig dén centrale medspiller, man havde håbet på. Filmen er bare mest interesseret i at (for)føre gennem sin egen farvestråling og i en række kapitelinddelinger, der ikke har meget glimt i øjet. Tilbage er det pletvis fine samspil mellem Sam Neill og unge Julian Dennison, men her er der heller ikke nok bid i kæppen.

Manhunt-menageri

Hele det omfattende manhunt-menageri, hvor knægt og gubbe jages vildt af myndigheder, medier og menigmænd får aldrig er ærlig talt mere hysterisk og villet end regulært morsomt.