Fædreland (2017)

Ulaa Salims filmskoleafgangsfilm er håbets budbringer, en dyb historie med noget på hjerte, formidlet i en klarhed og renhed, der vækker følelser til live.

Mange års adskillelse

Efter mange års adskillelse genforenes far og søn i Jordan. Sønnen har sit eget liv i Danmark, mens faderen Hassan længe har isoleret sig i Jordan uden at give lyd fra sig.

Håb om forsoning

En hård skilsmisse og en mislykket tilværelse mod nord har ført Hassan tilbage til den arabiske verden, og nu er hans store håb, at mødet med sønnike kan bringe forsoning med sig.

Lettere sagt end gjort

Under påskud af at have brug for hjælp til at flytte med tilbage til Danmark forsøger Hassan at etablere en nærhed til sin søn, men det er lettere sagt end gjort efter de mange års adskillelse.

Emmer af hjertebanken

Salims film emmer af hjertebanken. Man fornemmer tydeligt manuskriptforfatteren og instruktørens personlige stemme, og den filmiske indpakning er i vid udstrækning ærlig og uden omsvøb.

Nærbilledets nærhed

Eddie Klints kameralinse søger nærbilledets nærhed og former i detaljen en pulserende nerve, der styrker den vanskelige binding mellem far og søn.

Søger ikke forløsningen

Det bliver knivskarpt for tilskueren, hvor det dramatiske peger hen, og renheden er smuk, til trods for, eller nærmere netop fordi filmen ikke søger forløsningen.

Et amatørtalent af de store

I den herboende Imad Abul-Foul har Ulaa Salim fundet et amatørtalent af de helt store. Rollen som Hassan sætter han i en ramme af bittersød fortrydelse og afmagt, men samtidig med faderkærlighedens velvilje i en markant personlighed.

Flot balanceret lyddesign

Spillet mellem Abul-Foul og Hadi Ka-Koush er jordbundet og velinstrueret. Hvor afgangsfilmen får en tand for meget er på musiksiden, der sine steder forstyrrer det ellers meget flot balancerede lyddesign.