Mojave (2015)

    En selvmorderisk kunstner søger ud i ørkenen, kun for at møde en morderisk omflakkende mand. De to kryder nu klinger, og det kommer til at stikke dybt.


    ØRKENENS SØNNER

    Ikke nogen totalt ueffen ørkenthriller. "Mojave" sætter en ret fin stemning, og ind imellem køber man oven i købet den temmelig højspændte præmis, som instruktør og manuskriptforfatter William Monahan har stablet på benene.

     

    Kompromisløse mænd

    Nemlig at to meget kompromisløse mænd ved et tilfæde mødes i Mojaveørknen og former en form for fjend/venskab. Den ene er selvmorderisk, den anden bare morderisk, så omgangen med våben er det, mændene har det mindst anstrengte forhold til.

     

    Uundgåeligt opgør

    Flere gange genforenes de, i og udenfor ørkenen, og der er noget endeligt, der bare skal gøres op, før i hvert fald en af dem kan få fred. Dette klimaks bygges der helt klassisk og i perioder meget lidt opfindsomt op til - men udfaldet er alligevel en smule overraskende.

     

    Gennemført usympatisk

    Særligt Oscar Isaac lykkes i glimt med sit portræt af den gennemført usympatiske og ligeså gennemført psykopatiske mordertype, Jack, mens Garrett Hedlund er lige nummeret mere stereotyp som den selvmorderiske (men grundlæggende selvsikre) Tom.

     

    En svingom med klichéer

    I mindre roller byder Mark Wahlberg og Walton Goggins begge op til en svingom med den drikfældige rigmands klichéer. I øvrigt er Andrew Hewitts underlægningsmusik betragteligt over middel rent kompositorisk og stemningsmæssigt - desværre er den for markant anvendt gennem filmen og bliver dikterende.

     

    Glider af på overfladen

    Flere flotte billeder af ørkenen perspektiverer det tyndbenede plot, men man kunne sagtens have forestillet sig en endnu bedre udnyttelse af kulissen. I det store og hele glider "Mojave" nemlig af på overfladen.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2015, USA, Thriller, 93 min.

    Dansk titel: Mojave
    Instr: William Monahan Prod: Aaron L. Ginsburg, William Green, Justine Suzanne Jones, William Monahan Manus: William Monahan Foto: Don Davis Klip: John David Allen Mus: Andrew Hewitt